Nekrolog Henrik Larsen

En af bogbranchens smukkeste ambassadører, Henrik Larsen, er alt for tidligt gået bort, 61 år gammel.

En af bogbranchens smukkeste ambassadører, Henrik Larsen, er alt for tidligt gået bort, 61 år gammel. Omgivet af sine kære sov han stille ind kort før midnat Langfredag på Absalonhus Plejecenter.

Selvom de senere år var præget af svær sygdom og livet på plejehjem, vil der en pæn stund frem gå frasagn om Henriks uegennyttige bidrag til bogbranchen - internationalt som herhjemme.

Henrik opnåede et enestående ry ved såvel hjemlige branchetræf i Campus, Boghandlerforeningen, DBK, BogForum og hvor han ellers havde sin færd i andedammen.

Henrik skinnede imidlertid rigtigt igennem på bogmesserne i især Frankfurt og London, hvor han ikke kun gjorde sin arbejdsplads, men den nordiske boghandlerbranche ære. Kindkys til de internationale kvindelige kokette samarbejdspartnere og kammeratlige hugs til de mandlige. Alt sammen med en blanding af champagne, fadøl og tobak – så var vi alle kørende og med Henrik som et behageligt centrum og temposætter.

Henrik mestrede som få at sætte sig over smålig protektionisme og skelen til egen fordel i bestræbelserne på at nå resultat til fælles bedste. Som det engang blev bemærket, var han for smuk og intelligent til den kommercielle del af bogens verden.

Bag sig lægger Henrik en spændende bane gående fra Sociologi KU, Formand for Studenterrådet KU, Akademisk Forlag, Politikens Forlag, Universitetsbogladen & Nyt Teknisk Forlag. Studerende, Studenterpolitiker, forlagsredaktør, boghandlerdirektør, forlagsdirektør. I retrospekt en flot karrierebane.

Vi som de senere år havde muligheden for at besøge ham på hans vandring over i en anden bevidsthed, blev tildelt mange gode timer i hans selskab. Man gik tit fra hans sygeleje klogere end da man kom – og tit med et livsbekræftende smil på læberne.

Tankerne går naturligt til de efterladte, konen Ruth og de tre døtre, som var ham en uvurderlig støtte i hans livs udfordring. Nu har Henrik fået fred. Der bliver lys, der hvor han kommer frem, ligesom Henrik ofte skabte en god atmosfære omkring sig blandt alle os, som over årene fik fornøjelsen af hans selskab og virke.

Efter familiens ønske afholdes begravelsen i stilhed, men penge til krans og Mindegave til familien kan frem til søndag den 28. april wires på mobile pay på tlf. 6179 4344 (Lise Scharff). Husk at angive navn og evt. arbejdsplads.

Æret være Henrik Larsens minde.

Lise Scharff (Polyteknisk Boghandel) og Knud Pilegaard (Buster Nordic).


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere