Norsk kulturminister vil forlænge fastprisordning

Kulturminister Trine Skei Grande vil forlænge fastprisperioden for bøger, så de faste priser gælder et helt år. Forslaget vækker glæde såvel hos forfattere som i den norske boghandlerforening.

Den foreslåede forlængelse af fastprisperioden vil få betydning for to ud af tre bøger, hvis den afliberalisering af bogmarkedet, som Trine Skei Grande foreslår, træder i kraft. Det er kulturministeren overbevist om, at den gør, fortæller hun til avisen Klassekampen

I dag er der fastpris på bøger (dog med mulighed for op til 12,5 % rabat) frem til 1. maj året efter udgivelsen. Den foreslåede aftale - der fastsætter perioden til at vare et helt år uanset udgivelsestidspunkt - vil være en frivillig samarbejdsaftale mellem Forleggerforeningen og Bokhandlerforeningen. Aftalen vil kun gælde for forlag og boghandlere, som er medlem i en af foreningerne.

Eftersom en overvægt af udgivelserne kommer om efteråret, vil 65 % få en længere fastprisperiode. Dette vil slå sig positivt ud på den økonomiske bundlinje i en branche, der sidste år oplevede et fald i salget af skønlitterære titler.

Endvidere skal denne aftale gælde fire år, mod kun to for den nuværende. Dette skal tilføre stabilitet til bogbranchen. 

Begejstring med mere

Heidi Marie Kriznik, leder af Den norske forfatterforening, finder forlængelsen af fastprisperioden meget positiv, fortæller hun til Klassekampen:

"Vi har hele tiden måttet kæmpe mod forslag fra politisk hold om at forkorte fastprisperioden. At denne regering nu bekræfter at rammerne omkring bogaftalen står fast, og desuden vil styrke fastprisordningen, er helt nye takter."

Hun fortsætter: "For os er forfatternes mulighed for indtjening naturligvis vigtig. Men endnu vigtigere er hele formålet med bogaftalen og fastprisordningen. Fastprissystemet bidrager til at boghandlere på nettet og i butikkerne må konkurrere på andre ting end pris, når det gælder nye bøger - såsom kundeservice, udvalg, adgang til og formidling af bøger."  

Hos Bokhandlerforeningen er man også positiv. Aftalen vil give "en god balance mellem børs og katedral i bogbranchen," udtaler administrerende direktør Trine Steensen. "Hvad konsekvenserne bliver af ændringerne i fastprisordningen, er noget, vi først må sætte os ned og analysere."  

Omvendt er forlagschef Per Nordanger fra Spartacus noget mindre begejstret, da han frygter, at den foreslåede fastprisordningen vil være uoverskuelig og vil føre til kaos i prisfastsættelsen.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere