Ny roman af Harlan Coben er på vej

Den amerikanske forfatter Harlan Coben er kendt for sine spændingsromaner, der byder på historier med mord, mysterier og overraskende plot. Til foråret er han aktuel med en ny bog.

Harlan Coben skriver spændingsromaner og er en succesfuld forfatter, der har solgt mere end 70 millioner bøger verden over.

Hans bøger er blevet oversat til 23 sprog rundt om i verden og har ligget på førstepladsen over bedst sælgende bøger i adskillige lande.

Harlan Coben fik udgivet sin første roman, ‘Play Dead’, da han var 26 år. Den blev udgivet i 1990, og allerede året efter udkom hans næste roman ‘Miracle Cure’. Disse bøger er dog ikke blevet udgivet på dansk.

 

Bogserien om Myron Bolitar

Cobens tredje værk, ‘Deal Breaker’, udkom i 1995, og det var det første værk i det, der siden er blevet en prisbelønnede bogserie om karakteren Myron Bolitar.

Bolitar er en tidligere basketballspiller, der i bøgerne arbejder som sportsagent. Han er en god og hjælpsom agent for sine klienter, men ofte fører arbejdet ham ud i efterforskning af mord, der involverer klienterne.

 

Seneste udgivelser

Cobens seneste Myron Bolitar-roman, ‘Home’, udkom i 2016. Den blev udgivet på dansk i 2017 af Gads Forlag under titlen ‘Hjem’.

Cobens seneste uafhængige roman udkom i 2017 og hedder ‘Don’t Let Go’. Den blev udgivet på dansk i juni i år – ligeledes af Gads Forlag – under titlen ‘Giv ikke slip’.

 

Ny spændingsroman er på vej

I marts 2019 udkommer Harlan Cobens nye roman ‘Run Away’. Det er en historie om en far, der desperat leder efter sin datter.

Datteren er afhængig af stoffer og er sammen med en voldelig kæreste. Hun gør det klart, at hun ikke vil findes. Hun løber væk, men som forælder kan man kun gøre én ting: følge efter hende ind i en mørk og farlig verden, som man ikke før kendte til.

‘Run Away’ beskrives som en åndeløs jagt og med en slutning, man ikke vil forudse. Det er den seneste spændingsroman fra Harlan Coben. Den udgives af forlaget Grand Central Publishing og kan forudbestilles nu.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere