Nyt illustratortalent opdaget i fællesnordisk billedbogskonkurrence

Vinderen er fundet i Gyldendal og Gyldendal Norsk Forlags store billedbogskonkurrence for debutanter, SKRIV. TECKNA. FORTELL.

Det dansk-færøske illustratortalent Kathrina Skarðsá vinder illustratordelen af billedbogskonkurrencen SKRIV. TECKNA. FORTELL. Hun får sin debut med tegninger til historien ODDVOLD OG VINDØEN af den svenske – ligeledes debuterende – forfatter Anders Lindahl.

 

ODDVOLD OG VINDØEN vandt tekstdelen af billedbogskonkurrencen tidligere i år. Herefter blev konkurrencen åbnet for illustratorer, og i dag kåres Kathrina Skarðsá som vinder. Skarðsá fortæller:

 

»Da telefonen ringede, var jeg klar. Nu sker det! En bedre måde at gøre min entré i illustrationens verden kan jeg ikke forestille mig. Det er også en stor bonus, at det så ikke er en anden, der skal tegne de resterende opslag! Nu har jeg jo levet mig så meget ind i Anders Lindahls univers, at det ville være næsten ubærligt ikke at få lov at illustrere resten af bogen.«

 

I dette dansk-norske projekt har Gyldendal og Gyldendal Norsk Forlag ledt efter nye talenter i både Danmark, Norge og Sverige for at opdyrke og nære den særlige nordiske tradition for børnelitteratur. Den norske jury valgte teksten HUNDEDAGE af Ingvild Boberg. Her blev vinderen af illustratorkonkurrencen norske Helene Brox.

 

Den danske jurys begrundelse for valget af Kathrina Skarðsá til at illustrere ODDVOLD OG VINDØEN lyder:

 

»Det har krævet sin tegner at matche ODDVOLD OG VINDØENs stærkt fabulerende fortælling og billedrige univers. Kathrina Skarðsá har med stort overskud løftet opgaven og gjort universet til sit eget. Hendes tegninger rummer det eventyrlige og nordiske, og gør det i et helt nutidigt billedsprog.«

 

Læs hele juryens motivation på konkurrencens hjemmeside: http://www.skrivtecknafortell.net/?page_id=203.

 

Kathrina Skarðsá er 32 år, halvt færing, opvokset i Danmark og bosat i København. Hun er uddannet bachelor fra Kunsthögskolan i Malmø.

 

Vinderne Anders Lindahl og Kathrina Skarðsá deler præmiesummen på 100.000 kroner, og sammen med 2. og 3. pladsen inviteres de nu til et seminar med et ekspertpanel bestående af erfarne forfattere, illustratorer og andre fagfolk. Målet er at støtte fremtidens forfatter- og illustratortalenter og sikre, at den nordiske børnelitteratur også fremover vil være i verdensklasse.

Vinderbogen ODDVOLD OG VINDØEN bliver udgivet i 2017.

 

Den danske jury består af:
Kim Fupz Aakeson (forfatter)
Hanne Kvist (forfatter og illustrator)
Thomas Thorhauge (tegneserieforfatter og illustrator)
Siv Fredriksen (leder af Børnenes Boghandel)
Mette Fyhn (redaktør, Ramasjang, DR)
Elin Algreen-Petersen (redaktionschef, Gyldendal Børn & Unge


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere