Om bogen i en Corona-tid: Politikens Boghal

I artikelserien "Om bogen i en Corona-tid" vil Bogmarkedet tage temperaturen i bogbranchen i øjeblikket og kigge fremad på hvad denne pandemi betyder for os alle.
I denne artikel: Dan Gildin Kragelund, Bogladechef i Politikens Boghal

Åbningstid

Jeg kunne genkende ham fra lang afstand, som han kom tøffende tværs over Rådhuspladsen. Den lille ældre herre i sin lidt for store orange dynejakke, med korte tunge skridt og snuden mod fortovet; som om han gik ad en rute han ikke behøvede at orientere sig efter, en rute han havde gået mange gange før.

Han nåede til fodgængerfeltet ved hjørnet af Vestergade over for Boghallen. Sikrede sig lige akkurat, at der var grønt, og så skridtede han ellers over mod hovedindgangen. Her ramte han en lukket dør og et skilt: ”Vi har desværre stadig lukket grundet covid-19. Vi håber at kunne åbne igen snart. Alle os fra Boghallen.”

Han blev stående og stirrede op på skiltet i lang tid, som om det rummede et kryptisk og svært afkodeligt budskab; han hev ned i mundbindet måske i troen på, at det skærpede blikket. Så forsøgte han at kigge ind gennem glasdøren ind til butikken – jeg tror ikke, han kunne få øje på mig. Den ældre herre – en af Boghallens stamkunder - vendte herefter om og gik en tand langsommere retur af samme rute.  

Scenariet udspillede sig om formiddagen mandag den 18. januar, som var første pejlemærke for mulig åbning i 2021. Vores dynejakkebeklædte stamkunde havde sikkert håbet at kunne komme ind og købe et par bøger i sin boghandel. Som chef i Boghallen var det selvfølgelig nedslående, at jeg ikke kunne åbne dørene for ham. Men sådan er reglerne, og det er jo ikke mig, der har lavet dem; som jeg siger til mine børn, når de må se sig slået hjem af en træls triumferende far i Ludo.

Da jeg lukkede og slukkede Boghallen den 23. december om aften efter travle ugers julehandel, var jeg afklaret med, at der nok ville gå en god rum tid, inden vi fik lov at åbne igen. Og sådan måtte det være; epidemien skulle under kontrol.  I Boghallen er det første gang vi har holdt helt lukket, siden corona ramte landet for alvor i foråret. Dengang kunne vi kigge ud på en menneskeforladt Rådhuspladsen.

De første uger kom der få kunder; til gengæld købte de ambitiøst ind. Nu skulle de endelig få læst Manns hovedværker eller Pikettys grotesk tykke Kapital og ideologi. Jeg husker sygeplejersken, som kom ind en morgen i marts efter at have været på nattevagt og gik derfra med Asta Olivia Nordenhofts eminente debutroman Penge på lommen og den nye oversættelse af Ulysses.

I Boghallen har vi ikke været lige så hårdt ramt som andre erhvervsdrivende; og vi er privilegerede at have en kapitaltung ejer i ryggen; så vi skal nok klare den. I en lukket 2021-virkelighed har vi dog måttet være kreative. Vi forsøger os med litterær take away. Kunderne bestiller og betaler hjemmefra og afhenter ved døren om eftermiddagen. Set på med rene omsætningsbriller forslår det som en halvsløj skrædder i helvede, der er langt til en almindelig dags omsætning. Til gengæld har det givet mange point på den knap så fakturerbare karmakonto.

Kunderne giver udtryk for stor taknemlighed; der er en flig af noget normalitet i at få sin pose med bøger udleveret af sin boghandler med et mundbindsdæmpet ”god fornøjelse”; at få lov til næsten at gå ind i boghandlen. Der lader til at være et savn efter noget, som kunderne hverken finder i samme grad i supermarkedet eller hos nethandlen. De giver udtryk for, at de savner at ose i butikken, være blandt bøgerne. Lade sig friste af mere end blot det planlagte bogkøb.

De kommende weekender starter vi en litterær skattejagt i byen, hvor vi lægger boggaver ud på hemmelige steder, som kunderne kan finde spor efter på vores sociale medier. Noget må vi gøre - når kunderne ikke kan komme til bøgerne, må bøgerne komme til dem.

Mine fordomme om vores ældre mandlige stamkunde siger mig, at han ikke er på Instagram og nok ikke kaster sig ud i en litterær skattejagt i Københavns kolde gader. I stedet bevæger han sig måske ned i vinhandlen i Krystalgade og køber sig en flaske god portvin. Og det under jeg ham bestemt, for man trænger til en opstrammer, når mørket lægger sig. Jeg håber dog, jeg kan skimte en orange jakke på vej over Rådhuspladsen den 1. marts. For jeg kunne virkelig godt tænke mig at åbne dørene for ham.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere