Opsang til en tonedøv bogbranche

»Svensk boghandel har det ikke godt i dag. Jeg har altid været modstander af faste priser, men nu begynder jeg at tro, at det vil være godt fx i et halvt år på nye titler.« Sådan udtalte Katarina Jeansson, der er adm. direktør for JB-gruppen med 37 boghandlere, sig i maj til branchebladet Svensk Bokhandel. I en leder i samme blad kritiserer chefredaktør Lasse Winkler branchens ledende aktører...

»Svensk boghandel har det ikke godt i dag. Jeg har altid været modstander af faste priser, men nu begynder jeg at tro, at det vil være godt fx i et halvt år på nye titler.« Sådan udtalte Katarina Jeansson, der er adm. direktør for JB-gruppen med 37 boghandlere, sig i maj til branchebladet Svensk Bokhandel. I en leder i samme blad kritiserer chefredaktør Lasse Winkler branchens ledende aktører for mangel på visioner og for ikke at interessere sig for at analysere og vurdere udviklingen.

Han frygter, at de almindelige fysiske boghandlere – både uafhængige og dem i kæder - vil blive slået ud. Og det vil ske i konsekvens af, at kæder som KF (med Akademibokhandlen) og Adlibris rent egoistisk udnytter deres styrke til at kræve ekstra høje rabatter for at kunne konkurrere med varehuskæder, der bruger bestsellere som lokkevarer og ofte sælger disse til under indkøbspris.

Resultatet vil ifølge Winkler være, at bogens økosystem skades, så det ikke kan repareres. Og effekten af denne priskrig vil være, at bogudbuddet bliver endnu smallere og endnu mere bestsellerorienteret, hvilket igen resulterer i, at priserne stiger, og bøger ikke længere vil være en del af det kulturelle landskab.

Derfor opfordrer den svenske chefredaktør til, at der iværksættes en statslig undersøgelse med henblik på, at bogudgivelserne og tilgangen til litteratur i Sverige fortsat kan fungere tilfredsstillende og ikke kun underlægges markedskræfterne.

Lasse Winkler er så realistisk, at han ikke tror, at hans leder vil få nogen politiker til at reagere, før det virkelig brænder på, og alt for mange boglader er borte. »Så vil man undre sig over, hvad der er hændt, og man vil spørge, hvorfor Sverige er det kulturland, hvor vi bryder os mindst om disse spørgsmål.« Lasse Winkler slutter sin leder med en opfordring til, at man i disse valgtider spørger sin politiker, hvad han/hun synes om det.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere