Overtræder fast udgivelsesdag

En af de få regler, bogbranchen har forsøgt at opretholde efter Samhandelsreglernes ophævelse, er den faste udgivelsesdag.

Den skulle sikre, at alle (uanset om det er boghandlere, internetbutikker eller supermarkeder) konkurrerer på lige vilkår. Oprindeligt stod der i samhandelsreglerne, at et forlag skulle stoppe salget af bøger til forhandlere, som gentagne gange overtrådte reglen. Ikke desto mindre sker det igen og igen. Senest har nogle Bilka- og Føtex-butikker påbegyndt salget af Jan Guillous nye roman Brobyggerne en uge inden udgivelsesdagen. Pernille R. Hansen, der er bogindkøber hos Dansk Supermarked Nonfood har allerede 20. oktober sendt en mail ud til alle sine butikker, hvor hun skriver, at det er en fejl, at butikkerne allerede har fået leveret Brobyggerne, som først udkommer 27. oktober, og hun pointerer, at den øjeblikkeligt skal fjernes fra hylderne. Samtidig skriver hun, at den ikke burde kunne sælges, da den endnu ikke kan scannes. Forlægger Ilse Nørr fra Modtryk har også talt med store bogstaver over for Dansk Supermarked, og hun forventer ikke, at det gentager sig. Boghandlerforeningens direktør, Olaf Winsløw, siger, at foreningen ikke mere kan foretage sig noget, når den faste udgivelsesdag ikke bliver overholdt, men han håber, at forlagene fortsat vil reagere over for de forhandlere (også hvis det er boghandlere), som sælger bøgerne for tidligt, da det ellers kan udvikle sig til det rene anarki.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere