Ordnede forhold i horisonten

Dansk Forfatterforening indgår modelkontrakter med forlagene Gutkind og Gyldendal.

I det sidste årti har boguniverset som bekendt været liberaliseret - på godt og ondt.

På den ene side med frie bogpriser til umiddelbar gavn for køberne, på den anden side opsagdes de aftaler, der regulerede forholdene for grundstenene i bogens fødekæde, forfatterne.

Alt andet lige blev det sværere at leve som forfatter - uholdbart for forfatterne, der skal løbe hurtigere og hurtigere, og i sidste ende uholdbart for forlagene, der i sagens natur lever af forfattere til at skrive de bøger, de sælger.

Derfor er det glædeligt, at Dansk Forfatterforening (DFF) har indgået aftaler med Gyldendal og Gutkind om modelkontrakter.

"Det er et vigtigt signal til alle danske forlag, at man altså ikke behøver skrue tiden tilbage til faste bogpriser og standardaftaler for at få mere fair og gennemskuelige kontraktforhold," skriver DFF i sit nyhedsbrev til medlemmerne. 

De to kontrakter er i sagens natur forskellige, da der er tale om to meget forskellige forlag, men i begge tilfælde er der tale om minimumsaftaler, hvor forfattere individuelt kan forhandle sig til et (endnu) bedre resultat.

Aftalerne - der også er tiltrådt af Danske Skønlitterære Forfattere - er resultat af "konstruktive samarbejder om at finde den helt grundlæggende balance mellem markedets realiteter og rimelige vilkår for forfatterne," fortæller DFF på foreningens webside.

DFFs formand, Morten Visby, er kontaktperson i forbindelse med modelkontrakterne.

I starten af året lancerede Dansk Oversætterforbund (en del af DFF) en modelkontrakt for oversættere til brug for forlag. Denne er ligeledes tiltrådt af Gutkind samt af Turbine.

---

Foto: iStock/Getty Images.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere