Peter Madsen modtager Carlsen Prisen 2019

I år er det præcis 40 år siden, at den legendariske tegneserie 'Valhalla' så dagens lys. Tegneren Peter Madsen var én af hovedmændene bag.

Tegneserien 'Valhalla' fylder meget i mit liv, i hvert fald fascinerede gude- og jætteuniverset, da jeg var på kanten mellem barndom og teenager (tween hedder det vist). Den godmodige humor, der gennemsyrede tegneserieversionen af de alvorlige mytologiske historier, var charmerende og afvæbnende, og gjorde det tunge stof let at gå til for en nysgerrig, men utålmodig dreng. Sådan er jeg helt sikkert ikke den eneste, der har det. 

Nu har tegneren Peter Madsen, hvis streg skabte alle de elskede figurer, velfortjent modtaget Carlsen Prisen for sit bidrag til børne- og ungdomslitteraturen i Danmark.

I sin tale sagde forlagschef Christian Bach blandt andet:

"Lige siden vi indstiftede Carlsen-prisen, har vi vidst, at han på et tidspunkt skulle modtage den. Og at det netop er i år, er bestemt ingen tilfældighed. I år er det nemlig 40 år siden, at han sammen med Henning Kure, skabte Danmarkshistoriens største tegneserie-succes: 'Valhalla'." 

Selvom 'Valhalla' naturligvis fylder en del, var det ikke kun på grund af denne serie, at Peter Madsen modtog prisen. Prisen gives for hele hans virke som blandt også tæller 'Menneskesønnen' om Jesu liv.

Prisen blev uddelt for tredje gang. Med prisen følger 50.000 kroner.

BogMarkedet ønsker tillykke!

Foto: Ejskjær Fotografi.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere