Pia Barnholdt Kristoffersen, 50 år

I 22 år har bogbranchen nydt godt af Pia Barnholdt Kristoffersens talent for organisation og nyskabelse. I dag fylder hun 50 år.

Pia Barnholdt Kristoffersen er forlagschef og redaktør på Polyteknisk Forlag på Danmarks Tekniske Universitet. Vejen dertil har været ret så direkte, for Kristoffersen har altid koncentreret sig om fagforlagene.

Karrieren startede i 1995, da hun blev ansat på Kommunernes Landsforenings forlag, Kommuneinformation, der nu hører under EG A/S. Her bidrog Kristoffersen til udviklingen af digitale læringssystemer til kommunerne. Det førte hende videre til Djøf Forlag i 1999, hvor hun, som projektleder i 13 år, havde ansvar for digitale udgivelser og en række fysiske udgivelser indenfor felter som kommunikation og sprog.

Spørger man Kristoffersen om, hvad den største enkeltstående forandring indenfor hendes fag har været siden midten af 90’erne, er hun ikke i tvivl:

”Det er helt bestemt digitaliseringen og internettets ”magt” over indhold. Her mener jeg blot læserens holdning til alt, hvad der ligger her, er gratis.” Kristoffersen uddyber og perspektiverer denne holdning i forhold til branchens umiddelbare fremtid: ”At meget materiale efterhånden er tilgængeligt på internettet, har betydet, at læseren ofte forventer, at alt digitalt er gratis. Det er en udfordring for forlagene nu og fremover, også i forhold til ulovlig kopiering.”

I 2012 skiftede Kristoffersen til Polyteknisk Forlag, hvor hun som sagt er forlagschef. I løbet af de fem år har Polyteknisk Forlag opslugt eller oprettet flere imprints, heriblandt Bogfondens Forlag, der producerer bøger til maskinmesteruddannelsen, Nautilus Forlag, der udgiver rigt illustrerede bøger om marinehistorie, og Varius Business, som er sidste skud på stammen, hvorfra der udkommer bøger om ledelse, forretningslivet, pædagogik og kommunikation.

Fokus på relationer og netværk

Det er dog vigtigt, at det hele ikke går op i profilering og profitanalyser, mener hun: ”Når man overtager et forlag, er udfordringen altid at få enderne til at passe: forfattere, udgivelser, lager, salg, leverandører og indhold. Når man etablerer et forlag, er det vigtigste at fokusere på målgrupper, branding med mere. Det sjoveste og mest interessante er for mig altid mennesket, processen og det endelige resultat.”

Selvom hele hendes karriere har været fokuseret på fagbøger, har hun samme tilgang til sit arbejde som de generelt noget mere verbale, skønlitterært orienterede redaktører, BogMarkedets skribent er bekendt med:

”Jeg har altid været fokuseret på relationer og netværk i forhold til mine forfattere, til mine leverandører, til mine kolleger i branchen,” siger Kristoffersen. ”Min fornemste rolle og min styrke ligger netop i den gode relation. For mig handler det meget om processen fra idé til udgivelse, skabelsen af et værk og i sidste ende, hvordan får vi det solgt.”

Slutteligt har BogMarkedet, nærmest traditionen tro, spurgt fødselaren, hvor hun ser bogbranchen i fremtiden. Udover den overnævnte udfordring med at få kunderne til at betale rigtige penge for digitale udgivelser – og problemerne med at kopibeskytte samme varegruppe – mener Pia Barnholdt Kristoffersen, at man bør holde øje med en ret overset gruppe:

”Selvudgiverforlagene. Det bliver interessant at se, hvordan de bliver etablerede i branchen.”

Kristoffersen er, som mange andre i branchen, også fortsat overbevist om den fysiske bogs overlevelse:

”Den fysiske bog har været lagt i graven mange gange over de sidste 15 år, men den lever heldigvis. Den fysiske bog er netop et sted, hvor man kan finde ro og fordybelse, og det er vigtigt med alle de mange informationer, man bliver bombarderet med nu og også fremover.”

BogMarkedet ønsker Pia Barnholdt Kristoffersen hjerteligt tillykke med de 50 år!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere