Politikens Forlag vinder julens kamp på bestsellerlisterne

Især en række succesrige biografier bringer forlaget helt i front.

    
Politikens Forlag indtager en suveræn førsteplads på julens bestsellerlister efterfulgt af Gyldendal. Lindhardt og Ringhof må deles med People’sPress om pladserne som nummer 3 og 4, mens Modtryk indtager 5.-pladsen.
Sådan ser hitlisten ud, hvis man tager udgangspunkt i denne uges bestsellerlister fra Bog & idé, Arnold Busck og Saxo. Det er især en række gode placeringer på bestsellerlisterne over biografier, der bringer forlaget i front takket være Puk Damsgaards to bøger ”Ser du månen, Daniel” og ”Hvor solen græder” sammen med biografier af, om og med Ritt Bjerregaard, ’Allan Olsen, Linse Kessler og Karen Thisted, der skraber mange point hjem til forlaget.
Gyldendal henter især sine point via Carsten Jensens ”Den første sten” og fagbøger af Svend Brinkmann, den nye bog om Waffen SS, Ole Sønnichsens bog om ”Rejsen til Amerika” og Paula Hawkins ”Kvinden i toget”.
 
Sådan er placeringerne
Her er listen over de forlag, der er kommet højest på listerne med flest titler:

1.  Politikens Forlag (incl. Linse-bogen på Ekstra Bladets Forlag): 177 point
2.  Gyldendal: 129 point
3.  People’sPress: 71 point
4.  Lindhardt og Ringhof: 71 point
5.  Modtryk: 49 point
6.  Havana (Bogen “Hej far, Kære Emil”): 36 point
7.  Alvilda (Bogen om kaninen der vil sove): 26 point
8.  Rosinante&Co (incl. Cicero): 11 point
9.  Øvrige forlag (Alle på grund af en enkelt titel): 35 point
 

I alt 605 point
Politikens Forlag har dermed scoret 29 pct. af alle de point, der blev fordelt.
Det er dog vigtigt at huske på ”den lange hale” af titler, der ikke når op på bestsellerlisterne, men som kan sælge pænt og stabilt i niveauet under de øverste 10. Men det er interessant at lægge mærke til de mange mellemstore forlag, der slet ingen point har samlet ind. Ingen nævnt og ingen glemt.
Det overordnede billede er en bekræftelse af, at det er ”de fire store”, der sidder på flæsket, mens Modtryk igen, igen beviser, at de er gode til at tjene penge på deres krimier.
Lægger man pointene fra Modtryk og datterselskabet Alvilda sammen, kommer det succesrige Aarhus-forlag op på en 3.-plads foran Lindhardt og Ringhof og People'sPress. Derimod flytter det ikke på placeirngerne at lægge pointene til Gyldedal sammen med dem fra Rosinante&Co - selv om afstanden til Politikens Forlag bliver mindre. 
 
Sådan har vi gjort
Vi har taget fire bestsellerlister fra Arnold Busck (skønlitteratur, faglitteratur, biografier og livsstil), fire fra Saxo (de samme kategorier) og tre fra Bog & idé (der ikke offentliggør en selvstændig liste over livsstil). I alt 11 lister.
En placering som nummer 1 har givet 10 point, nummer 2 giver 9 point og så videre ned til placeringen som nummer 10, der udløser et enkelt point. 
Hvis der er tale om et imprint (Cicero eller Ekstra Bladets Forlag), har vi lagt pointene sammen for disse forlags-enheder. Er der tale om selvstændige datterselskaber med eget regnskab (Alvilda og Rosinante&Co), har vi talt pointene sammen hver for sig. 
Der har ikke været de store ændringer på bestsellerlisterne i de seneste tre uger, så derfor er denne rangliste nogenlunde repræsentativ for, hvem der har vundet kampen om at komme ind under juletræerne.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere