Potter giver nye læsere

Det store salg af af J.R. Rowlings populære børnebøger om Harry Potter har også sat skub i salget af andre børnebøgerDet kan ikke nægtes, at den engelske forfatter J.R. Rowling har haft en væsentlig andel i den omsætningsstigning, man registrerede hos de fleste boghandlere i julesalget, men hvad endnu vigtigere er, hun har også udløst en lavine, der har resulteret i, at...

Det store salg af af J.R. Rowlings populære børnebøger om Harry Potter har også sat skub i salget af andre børnebøger

Det kan ikke nægtes, at den engelske forfatter J.R. Rowling har haft en væsentlig andel i den omsætningsstigning, man registrerede hos de fleste boghandlere i julesalget, men hvad endnu vigtigere er, hun har også udløst en lavine, der har resulteret i, at mange børn og unge, der tidligere aldrig læste bøger, men altid sad foran computeren, har fået smag for at læse. Det har bl.a. udmøntet sig i, at boghandlerne også er begyndt at sælge andre bøger i Potter-genren, fx Philip Pullmans bøger, hvor de første to bind, Det gyldne kompas og Skyggernes kniv er udkommet, og hvor tredje bind, Ravkikkerten, udkommer til april.
Der er imidlertid mange andre muligheder. Bogmarkedet har talt med et par boghandlere, og Lizzie Aurvig, Børnenes Boghandel, fortalte, at de havde en hel sektion med Harry Potter-relaterede bøger. »Det er vigtigt, at vi kan anbefale nogle andre bøger til dem, der har pløjet sig gennem de fire Potter-bøger. Det gælder om at holde fast i de mange nye læsere, som Potter har resulteret i, og heldigvis er der da masser af muligheder. Det er herligt, at Rowlings bøger har fået sat skub i nogle forfatterskaber, der ellers havde været svære at formidle.« Her nævner Lizzie Aurvig forfattere som Kenneth Bøgh Andersen, Lars Bo, Knud Holten, Josephine Ottesen og Lars-Henrik Olsen. Desværre er en del af disse forfatteres bøger dårligt rabatteret, men det vil der givetvis være vakse forlag, der kan se deres fordel i at ændre.
Også boghandler Niels Eriksen, Ballebys Boghandel, Thisted, har mærket følgevirkningen af Harry Potter-bølgen. Samtidig med at børnebogsomsætningen er øget betragteligt, har forretningen fået nye kunder – nemlig de unge, der tidligere sad fastklinet til computeren, og forældre og bedsteforældre er glade. Også i Thisted er det lykkedes at lave et ekstrasalg af lignende bøger som fx Philip Pullmann.
Giuliana Lyng, Bog & idé, Bogtik, Odense, fortæller, at deres børnebogssalg blev mere end fordoblet i december, og det skyldtes dels de fire Potter-bøger, som de solgte i pallevis, dels en stor udvidelse af afdelingen for børne- og ungdomsbøger. Derimod var der ikke nogen nævneværdig sideeffekt af Potter-bølgen, men det kan godt skyldes, at en centerboghandel i langt højere grad er en selvbetjeningsforretning.
8/9 2001

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere