Preben Reffs 80 år

Mange boghandlere vil endnu kunne huske Reffs, som indtil 1990 kom et par gange om året og præsenterede nyheder fra Munksgaards Forlag. Egentlig var han boghandler, udlært hos Thaning & Appel, og senere kom han til Høsts Boghandel i Bredgade, inden han i 1955 blev hentet til Munksgaards Boghandel, hvor han virkede de næste 19 år. Her var Reffs avanceret til direktør, men det var ikke det...

Mange boghandlere vil endnu kunne huske Reffs, som indtil 1990 kom et par gange om året og præsenterede nyheder fra Munksgaards Forlag. Egentlig var han boghandler, udlært hos Thaning & Appel, og senere kom han til Høsts Boghandel i Bredgade, inden han i 1955 blev hentet til Munksgaards Boghandel, hvor han virkede de næste 19 år. Her var Reffs avanceret til direktør, men det var ikke det administrative, der interesserede Reffs, så i 1974 flyttede han over til Munksgaards Forlag, og her kom han på sin rette hylde. Først som skolebogskonsulent og siden som forlagets udsending til boghandlere i Danmark og Norge. I starten var Gads Forlag også med i mappen, men efter Munksgaards opkøb af forlagene Høst & Søn og Hans Reitzel blev de mange titler fra disse tre forlag nok. Som den, der skulle afløse Reffs, da han i 1990 gik på pension, havde jeg den store glæde at være hans føl i adskillige måneder under turné rundt til boghandlerne, og jeg erfarede, hvor vellidt han var overalt. Den 5. juli fyldte Preben Reffs 80 år – still going strong i en aktiv pensionisttilværelse. Ved pensioneringen for 15 år siden karakteriserede Troels Bek, der var en af de utallige lærlinge, som Reffs havde uddannet, sin læremester sådan: »Altid vidende og videbegærlig, fræk og forfriskende, kommerciel og kammerat.« Bedre kan det ikke siges.
Et stort tillykke med dagen.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere