Pressemeddelelse: Dansk debut solgt til filmatisering

2020s bedst anmeldte debutkrimi ’For barnets bedste’ er solgt til filmatisering. Det er Politiken Literary Agency, der har lukket en filmkontrakt mellem Scanbox Productions og forfattermakkerparret Line Holm og Stine Bolther.

Thor Sigurjonsson og Bylgja Aegisdottir, begge producere fra Scanbox Productions siger: “Line Holm og Stine Bolthers univers fangede os allerede i prologen. Spænding fra første side! De har en brændende passion for samfundsaktuelle emner og går i dybden med deres research og historiefortælling. Holm og Bolther har skabt en krimi med en moderne og stærk kvindelig hovedkarakter, og samtidig er de øvrige karakterer gennemtænkt i sådan en grad, at hver og en føles autentisk. Derfor har vi en stærk tro på, at de vil være perfekte til en transition fra bog og til Film & Tv-mediet. Vi er ydmyge og taknemmelige for den tillid, som Line Holm og Stine Bolther har til os, og til vores vision med filmatiseringen af deres krimi. Og vi glæder os til at bringe Holm og Bolthers univers og deres fabelagtige karakterer fra bog til lærred.”

’For barnets bedste’ udkom 3. september 2020 og er første bog om Maria Just, der er historiker på Politimuseet i København. Maria er i gang med at forberede en udstilling om 100 års uopklarede mordsager, da Røde Kors’ generalsekretær findes myrdet på bestialsk vis med et mystisk tegn ridset ind i maveskindet. Efterforskerne Mikael Dirk og Frederik Dahlin er på bar bund, men der går lynhurtigt mediestorm og toppolitik i sagen. Da Maria finder en forbindelse til et uopklaret dobbeltdrab fra 1968, åbner der sig en langt større og smertefuld sammenhæng, som trækker tråde til landets mest magtfulde og til et skamfuldt kapitel i danmarkshistorien.

“Vi er både stolte og beærede over at overdrage filmrettighederne til ’For barnets bedste’ til Scanbox Productions. Det er en drømmesituation,” siger Line Holm og Stine Bolther og fortsætter: ”
Det er selvfølgelig sin sag som forfattere at overdrage vores univers og læsernes indre billede af vores historie til filmatisering, men Scanbox Productions har fra vores første møde vist, at de forstår romanens karakterer, univers og tone. De har præsenteret os for en spændende vision, hvor de vil levendegøre fortællingen om vores rødhårede politihistoriker Maria Just og de umage drabsefterforskere Mikael Dirk og Frederik Dahlin.”

Det er mindre end halvandet år siden, Holm & Bolther skrev de første linjer til ’For barnets bedste’, der udkom i en regn af anmelderstjerner i september 2020. Forfatternes mål var at skabe en klassisk kriminalgåde, som foregår i rammerne af de helt aktuelle samfundsdebatter fra virkelighedens verden. Men ulig mange andre krimier trækker de tråde til afgørende begivenheder i Danmarkshistorien. “Lige nu skriver vi på efterfølgeren til ’For barnets bedste’, og det er fantastisk at kunne hellige sig Maria Just og co. igen. Vi kan love læserne masser af action, spænding og ikke mindst højaktuelle emner i den kommende krimi,” siger Line Holm og Stine Bolther

Foto: Thomas Howalt

Læs også: Bestseller solgt til filmatisering


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere