Pressemeddelelse: Læsernes Bogpris 2021 - afstemningen begynder den 11. marts

Deltag i afstemningen om årets bedste danske bog i 2020
Fra den 11. marts går det løs igen. Årets bedste danske bogudgivelse i 2020 skal findes.

Danmarks Biblioteksforening og de danske folkebiblioteker inviterer alle til at deltage i afstemningen om Læsernes Bogpris 2021 – bibliotekernes helt egen litteraturpris.

Ti danske udgivelser fra 2020 er nomineret, og frem til den 4. april kan alle på www.læsernesbogpris.dk stemme på deres helt personlige favorit.

 De 10 nominerede (som først må offentliggøres den 11. marts) er:

  • Søren R. Fauth: Moloch – en fortælling om mit raseri
  • Lone Frank: Størst af alt - om kærlighedens natur
  • Henning Jensen: Gennem glasvæggen
  • Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara
  • Birgithe Kosovic: Det, du ikke vil vide
  • Iben Mondrup: Tabita
  • Stine Pilgaard: Meter i sekundet
  • Olga Ravn: Mit arbejde
  • Jesper Stein: Rampen
  • Karoline Stjernfelt: I morgen bliver bedre – Dronningen

”Læsernes Bogpris skal uddeles for 18. gang, og er nu en ren bibliotekspris. Hvem vinderen skal være, afgøres som altid af landets største ekspertgruppe, nemlig læserne” fortæller formand for Danmarks Biblioteksforening, Steen Bording Andersen (A), som også er kulturudvalgsformand i Aarhus.

”Vi glæder os til at se hvilken af de 10 nominerede bøger der løber med æren og de 50.000 kr., for det forgangne år har mere end nogensinde været et læseår. Corona og nedlukning har betydet, at flere end normalt har haft tid og lyst til at begive sig ud i litteraturens forunderlige verden. Det kan vi se på de voldsomt forøgede udlånstal fra bibliotekernes digitale tjenester som f.eks. eReolen, ligesom vi kan mærke folks sult efter litteratur på de mange ønsker til en snarlig genåbning af bibliotekerne, som vi hele tiden modtager.”

Afstemningen begynder den 11. marts på www.læsernesbogpris.dk, på www.bibliotek.dk og på bibliotekernes hjemmesider landet over.

Blandt alle der stemmer, trækkes der lod om fine bogpræmier.

Vinderen afsløres på Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2021, som afvikles online den 8. april.

Læsernes Bogpris 2021 uddeles af Danmarks Biblioteksforening sammen med de danske folkebiblioteker.

Særlige samarbejdspartnere er Litteratursiden.dk, eReolen og Ordkraft.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere