Programmet til BørneBogsForum 2018 er ude

Mor og far går amok i bogtilbud og spændende arrangementer, mens børnene keder sig. Uhørt i den moderne familie - men frygt ej: Bogforum har et spækket program for børn og barnlige sjæle.

BogForum indtager igen i år Bella Centeret, hvor man kan opleve alt det bedste fra bøgernes verden. BogForum er et sted, hvor bogfolk mødes, hvilket betyder, at det ikke kun er sted for voksne, men også for bogglade børn. Programmet for BørneBogsForum er fyldt med børneaktiviteter, familiehygge, underholdning på børnescenerne og meget andet. 

På BørneBogsForum kan børn og deres forældre besøge tre scener: Børnescenen, Den Lille Scene og Akademiet.

Børnescenen er den største scene, hvor der bl.a. vil være quizzer og forfattere, der fortæller om deres nyeste børnebøger. Om søndagen kan man komme til at høre mere om 'Vildheks', som er Lene Kaaberbøls populære fantasyserie, der er blevet filmatiseret, og på nuværende tidspunkt kører den i biograferne landet over.

Både Lene Kaaberbøl og instruktør Kaspar Munk kommer og fortæller nærmere om, hvordan bogen blev forvandlet til en film. Hvis man ikke kommer søndag, så har man stadig chancen for at opleve Lene Kaaberbøl, da hun om lørdagen vil fortælle om og læse højt fra bogen 'Vildheks'.

Troldmandsquiz

Om lørdagen afholder Gyldendal i samarbejde med BogForum en stor troldmandsquiz, hvor Danmarks største Harry Potter-fan vil blive fundet. Quizzen afholdes i anledningen af 20-års jubilæet for Harry Potter, da det er 20 år siden, at den første Harry Potter bog blev udgivet. Det er muligt for alle at deltage i quizzen, og der er forskellige Harry Potter-præmier på højkant.       

På Den Lille Scene vil der trods navnet forekomme store oplevelser, såsom højtlæsning, musik og sang. Man kan blandt andet høre Kim Fupz Aakeson læse højt fra 'Vitello bygger en afskyelig snemand'.   

Den tredje og sidste scene, Akademiet, er workshop-området, hvor børnene kan lære at tegne monstre, lave sørøversværd og meget andet. 

Hvis det ovenstående ikke lige er noget for dig, så frygt ej. Programmet for BørneBogsForum er spækket med en masse andre aktiviteter og oplevelser for hele familien.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere