Rød Tåge af David Garmark

Rød Tåge er David Garmarks krimidebut. Efter en hårdkogt thriller-trilogi om problemknuseren Ditlev Martins kunne man måske forvente en hæsblæsende krimi, men Rød Tåge er nærmest det modsatte. Det er stemningsmættet Nordic Noir, når det er bedst, hvilket lover godt for Garmarks karriere. Rød Tåge er nemlig starten på en ny serie om Max Munk og Merian Takano.

På den altid tågede Hvidø findes en ung mand død ved bredden af en sø. Efterforskningsleder Max Munk og hans makker Merian Takano skal efterforske drabet, som hurtigt bliver omgærdet af lokal mystik. Flere beboere mener, at mordet er begået af Ellepigen, et overnaturligt væsen, som ifølge sagnet dukker op hvert hundrede år for at slå øens drenge ihjel. Men måske er der nogen på øen, der profiterer på mystikken?

Hvidø lever nemlig af sin tåge, sin lokale heks og sine dunkle historier, som trækker turister til fra nær og fjern. Da morderen igen slår til, breder angsten sig på øen og i Munks eget plagede sind. Hvor går grænserne for virkeligheden, og er han langsomt ved at miste sin fornuft i Hvidøs tætte tåge?

David Garmark kan skrive. Punktum. Det fandt vi allerede ud af, da han udgav sin debut ’Drengen der aldrig kom hjem’, der høstede flotte anmeldelser over hele linjen. Mange havde måske ventet noget mere fra Garmark i samme stil, men i stedet kastede han sig over videnskabsthrillere og gyserromaner, der i sig selv fungerede, men som ikke udviklede forfatterskabet i nogen særlig grad. I alt blev det til tre bøger om Ditlev Martins inden David Garmark skiftede retning og forlag. 

Med 'Rød Tåge' har David Garmark skruet ned for tempoet og klichéerne og skruet op for stemning og suspense. Det fungerer. Hovedpersonerne Max Munk og Merian Takano har et meget aparte forhold og er begge plagede sjæle, det er klassisk Noir, og i Rød Tåge fungerer karakteropbygningen og relationen mellem de to hovedpersoner.

Det skaber den platform, som krimigåden skal udvikles på. Plottet er isoleret til en ø, så morderen skal findes blandt et begrænset persongalleri og bliver med få greb til en Whodunit-krimi. Krydsningen mellem Whodunit og Nordic Noir sammenholdt med gode personskildringer, masser af humor og gode dialoger, får 'Rød Tåge' til at fremstå som en helstøbt krimi, der lover godt for David Garmark og det nye forlag Montagne. Max Munk og Merian Takano bliver uden tvivl hovedpersoner, som mange krimielskere fremadrettet kommer til at tage til sig.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere