Redaktørens jul. Det kan bogen (også)

En bog byder på historier udover den gemt af papomslaget. Forfatteren har sin, forlaget en anden oplevelse af arbejdet med den, i boghandlen fortæller de en ny historie. I denne miniserie fortæller den lystlæsende redaktør om tre bøger, der alle har noget at gøre med hans jul.

Hvad giver man manden, der ikke gider ønske sig noget?

I en boghandel faldt jeg for Kjeld Hansen: ‘Det tabte land. Den store fortælling om magten over det danske landskab’ (Gad 2008). En bog, som forfatteren modtog Dansk Forfatterforenings Fagbogpris for.

Da min far har arbejdet en del af sin ingeniørkarriere med natur- og miljøsager, måtte denne bog i allerhøjeste grad interessere ham, tænkte jeg.

Da han pakkede gaven ud, lignede han ikke en, der havde vundet den store gevinst i lotteriet, selv om han ellers gerne læser. God opdragelse, bunker af marcipankonfekt og et ledigt hjørne i bogreolen forhindrede ham i at smide mig på gaden.

En vinterdag havde min far alligevel læst i bogen. Og blev ved og ved. Da jeg besøgte mine forældre nogle måneder senere, var hans øjne tændte med forklarelsens lys:

Han har arbejdet med miljø- og landskabsopgaver for både Dansk Naturfredningsforening og Hedeselskabet i fire årtier, men aldrig tænkt nærmere over de diametralt modstridende interesser bag opgaverne.  

Han havde koncentreret om at løse de komplicerede ingeniørmæssige udfordringer, men i ‘Det tabte land’ fik han serveret historien om landbrugsinteresser og landvinding kontra naturfredning oprullet af en velskrivende journalist med veludviklet sans for den skarptskårne pointe.

Pludselig fik en stor del af det omhyggelige ingeniørarbejde så at sige et betydningslag mere.

Se, det var en god bog!   

 

P.S.: Kort tid efter ringede Kjeld Hansen i forbindelse med research til sin næste bog. Min far var eneste levende kilde til et stort inddæmningsprojekt på Sydals i 1960’erne. Glæden var stor.

                                                                                                                                           

Tredje og sidste afsnit i redaktørens jul kommer i næste uge. Det handler om den bog, jeg håber at få tid til at læse i ferien. 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere