Redaktørens jul. Guilty pleasure

En bog byder på historier udover den gemt af papomslaget. Forfatteren har sin, forlaget en anden oplevelse af arbejdet med den, i boghandlen fortæller de en ny historie. I denne miniserie fortæller den lystlæsende redaktør om tre bøger, der alle har noget at gøre med hans jul.

Man skal ikke gå tilbage til en fuser, siges det, men går det an at gå tilbage til en gammel flamme? Min kæreste mener vist (faktisk har jeg ikke spurgt hende), at det er ok, så længe flammen er akademisk.

Flammen – politisk idéhistorie – blev tændt, da jeg skrev mit historiespeciale. De 95 sider cirklede i bred forstand om den danske demokratidebat i 1930’erne, som ikke gik stille af sig.

Kærligheden visnede, da jeg boede halvandet år i den katolske højborg Malta. De kulturelle brudflader i et samfund – der på ene side blev lynmoderniseret som nyt EU-medlem, og på den anden vel lignede Danmark i 1950’erne i kulturel forstand – var uendeligt meget mere interessante.

Det blev småpinligt at interessere sig for noget så inderlig ligegyldigt som politik i gamle dage. Som at stirre sig blind på sort-hvide billeder i en verden med ustabile fibernet-kabler.

Demokratiflammen er indimellem blusset op siden, senest da et hovedværk fra en gigant på området blev oversat til dansk. Giganten er den tysk-amerikanske idéhistoriker og professor på Princeton University Jan-Werner Müller.

Bogen hedder ‘Kampen om demokratiet’, og den har den festlige undertitel ‘Politiske ideer i det tyvende århundredes Europa’ (Informations Forlag 2018).

Bogen har mødt faglig anerkendelse i en grad, så den har løftet sin forfatter op til at besidde en af de mest eftertragtede stillinger indenfor sit felt. Og naturligvis var de hjemlige anmeldere begejstrede, da oversættelsen udkom.

Navneindekset lover småaffærer med Isaiah Berlin, Raymond Aron, Karl Popper, Eric Hobsbawm, George Simmel, Carl Schmidt og utallige andre åndsgiganter.

Jeg glæder mig som et lille barn!   

 

P.S.: Får jeg tid, læser jeg – nu når jeg alligevel græsser på overdrevet – om velfærdsdebatten i 1960’erne via Lasse Horne Kjældgaards omskrevne doktordisputats, ‘Meningen med velfærdsstaten. Da litteraturen tog ordet og politikerne lyttede’ (Gyldendal 2018).

  

BogMarkedet er tilbage torsdag den 3. januar 2019.

Vi takker alle læsere, bidragsydere og interviewofre og utallige andre gode mennesker for et spændende år og ønsker glædelig jul og godt nytår!

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere