Ros til Riis for ”Helt ude i hampen”-håndtering

Gyldendal befinder sig sammen med forfatter Karina Pedersen lige nu i en faktatjek-”shitstorm” af dimensioner efter sidstnævntes bog er blevet spændt for en i stigende grad litteratur-hungrende politisk vogn. Dansk Forfatterforening glæder sig over forlagets reaktion, for den seneste sag er næppe den sidste.

”Den bogstavelighed, man har læst denne tekst med er helt ved siden af.” Sådan lød et af de mest centrale budskaber fra Gyldendals Litterære direktør, da han tirsdag aften var inviteret til skarptvinklet Deadline-interview hos Niels Krause Kjær. Anledningen var, som de fleste vil vide, den monumentale kritik, der har rejst sig af bogen ”Helt ude i hampen – Mails fra underklassen” skrevet af kyniker, øjenvidne, dokumentarist eller måske blot forfatter – titel og genrevalg vender vi tilbage til – Karina Pedersen og sendt på gaden af Gyldendal i slutningen af august.

Riis blev afkrævet svar på de seneste dages journalistiske faktatjek af bogens indhold, hvor især MetroXpress’ Lars Fogt har skabt tvivl om sandhedsværdien af Karina Pedersens ”erindringer” gennem interviews med familiemedlemmer og barndomsvenner. Svaret lød prompte, at værdien af den sandhedsværdi slet ikke er det afgørende for et forlag eller for den sags skyld for en bog som ”Helt ude i hampen”.  Og den stålsathed fra Gyldendals side får ros i Dansk Forfatterforening.

”Et forlag må, før bogen sendes på gaden, forholde sig til den konkrete udgivelse og søge at forudsige mulige problemstillinger som bogen kan afstedkomme. Og når bogen så er på gaden, må forlaget stå 100 pct. på mål for den - og det lever Gyldendal bestemt op til i den konkrete sag,” siger formand Jakob Vedelsby til BogMarkedet.

Frie rammer

Han fremhæver, at debatten handler om virkelighedsopfattelse. Et begreb, der i sagens natur er subjektivt, ikke mindst, når vi taler om skønlitteratur, hvor det for Vedelsby er helt afgørende, at der principielt ikke er rammer for, hvad en forfatter kan skrive. Derfor glæder han sig også over, at det er den tilgang Gyldendal har i den aktuelle sag.

”Jeg mener, at der må være tale om en roman eller i det mindste en blandingsgenre. Det tyder de oplysninger, der er kommet frem på. En bog, der er delvist baseret på oplevelser, som forfatteren har haft i den såkaldte virkelighed,” siger Jakob Vedelsby og fortsætter:

”Og jeg kender ikke én eneste skønlitterær forfatter, som ikke i sin kunst tager afsæt i en god blanding af nær virkelighed og andre virkeligheder som har fundet sted andre steder i verden eller i fantasiens verden. Og sidstnævnte har jo også sit udspring i det vi normalt kalder virkeligheden.”

Virkelig virkelighed

En ting er sikker, Karina Pedersens opfattelse af virkeligheden er yderst ubekvem. Bogen gennemhegler ”underklassen”, der sat på spidsen stjæler, snyder og banker deres børn for alle kommunens penge, hvorfor det mest gavnlige for både samfund og borgere dybest set vil være at smække kassen i. Og det budskab væltede straks læsset på både Facebook og i fjernsynet. Liberal Alliance så bekræftelse – måske endda dokumentation – og venstrefløjen så rødt med alt fra total afvisning til – som i tilfældet Lisbeth Zornig Andersen – harske personangreb på forfatteren, der angiveligt selv ”tigger” og i øvrigt skylder Zornig 43.000 kroner.

Karina Pedersen selv forsvarer sine budskaber og sine erindringer, som hun i vidt omfang også hævder at kunne dokumentere. Og selv om Gyldendal i første omgang - forelagt kilder, der husker diamentralt modsat af Karina Pedersen - bekendtgjorde, at man ville kræve en ”redegørelse fra forfatteren”, støtter forlaget hende nu fuldt ud med formuleringer som:

”Vi betragter bogen som et stærkt personligt vidnesbyrd”.

Samtidigt understregede Johannes Riis, som ikke har ønsket at stille op til et uddybende interview med BogMarkedet, at forlaget antager manuskripter på ”tekstens præmis og ikke noget som helst andet”.

- Men hvem har så sjusket, når et vidnesbyrd viser sig, at blive modsagt, lød det fra Krause i DR-studiet. Det er der ikke nogen, der har, lyder svaret:

”Der har været en hel normal redigeringsproces omkring bogen. (…) Jeg kan ikke se, at der er noget dubiøst her,” sagde Johannes Riis blandt andet i Deadline.

Ukritiske medier

Tilbage står, at Gyldendal ikke trækker bogen tilbage, selv om en række markante stemmer i både den offentlige debat og den lidt mere snævre litteraturdebat kræver netop det. Herunder Bjarke Larsen, tidligere chefredaktør på BogMarkedet, der følger sagen tæt for netmediet POV. Han kalder det under Gyldendals værdighed at forsvare en bog, der viser sig at have et så anstrengt forhold til fakta.

Argumentet bygger i en vis udstrækning på, at når en bog kommer fra hæderkronede Gyldendal og markedsføres under etiketter som ”Samfund” og ”Debat”, så skal forlaget stå på mål for indholdets troværdighed.

Hertil mener Gyldendal – og den holdning deles hos Dansk Forfatterforening – at forlaget primært skal stå på mål for tekstens kvalitet og forfatteren. Herefter må det være op til medierne og politikerne at tage debatten og tjekke fakta. En proces, der mildt sagt ikke fik meget opmærksomhed i de første dage efter udgivelsen og den første omtale i en stort opsat Zetland-artikel.

Siden kom det frem, at en række faktuelle forhold såvel som andre menneskers erindringer står i modstrid til indholdet i de mails Karina Pedersen i bogen skriver til en ukendt – og måske fiktiv – modtager. Og så ”afslørede” DR, at Karina Pedersen først flere dage efter udgivelsen læste den færdigtrykte bog – en faktor, der af flere er blevet set som sidste søm i troværdighedens ligkiste. Men også en faktor som Gyldendals Johannes Riis kun ryster på hovedet af – ligesom i øvrigt antropolog og forfatter Dennis Nørmark gjorde i går i en Facebook-opdatering:

”Folk tror at man river bogen op af kassen og straks sætter sig til at læse sine egne ord igen. Det tror jeg ikke jeg kender nogen forfattere der gør, faktisk kan jeg ofte ikke udholde synet af min egen tekst efter at have endevendt den i månedsvis op til udgivelsen,” skrev han.

Læs også: Litteratur

Ikke første gang

Karina Pedersen selv fremhæver – ligeledes på Facebook – at hun aldrig anså ”min lille bog for at være så vigtig, at jeg gennemgik den med en tættekam.” Men også, at: ”Jeg ved, at jeg aldrig har fortalt noget om min familie, som er løgn.”

Uanset hvad der er løgn, hvad der er erindring og hvad der er fiktion bliver det hele dog først et problem, når politikere eller debatører tolker bogen ind i eller i modsætning til egen politik og verdensbillede. Det er her shitstormen opstår, og det er langt fra første gang, det er sket. Tænk blot på retsagsaktuelle Yahya Hassan, Eks-konsul Jørgen Leth eller den langtrukne debat om de dokumentaristiske kvaliteter i Jacob Holdts forfatterskab.

Samtidigt er det næppe sidste gang, at et stykke litteratur lander skævt i samfundsdebatten. Flere eksperter peger således på, at politikere i stigende grad kræver netop ”vidnesbyrd” at lægge til grund for deres politik. Og ifølge Jakob Vedelsby øger det risikoen for, at forfattere – mere eller mindre uforvarende – havner i  nådesløse ideologiske debatter.

Minefelt af genrer

”Der er selvfølgelig nogle grænser, hvor der, hvis en bog decideret markedsføres som journalistisk, er nogle andre krav til det faktuelle,” siger Jakob Vedelsby og fortsætter.

”Men når vi ikke taler om deciderede fagbøger, så opstår problemet fordi, der er kommet en række mellemgenrer til, som åbner for, at der kan tolkes alt muligt ind i indholdet."

Derfor mener han også, at det i stigende grad er vigtigt, at forlagene påtager sig deres del af ansvaret i form af en grundig vurdering af de konsekvenser en bog kan få.

Ny ”shitstorm-taskforce

Og han understreger, at rosen til Gyldendals håndtering af sagen om ”Helt ude i hampen” kommer på en baggrund, hvor flere og flere forlag trækker i modsat retning.

”Generelt ser vi desværre tendenser til, at nogle forlag forsøger at fraskrive sig et ansvar for den del af redigeringsprocessen som omfatter denne vurdering, herunder mulige konsekvenser af udgivelsen, ikke bare for forlaget men også for forfatteren,” siger Jakob Vedelsby, der kalder det en skæv udvikling.

Samtidigt har Dansk Forfatterforening for nylig – som en konsekvens af det voksende debatpotentiale i litteraturen - oprettet en såkaldt ”Shitstorm-taskforce”, der rykker ud, hvis et medlem pludseligt bliver centrum for ophidset debat.

Denne taskforce kunne Karina Pedersen sandsynligvis have gavn af i den nuværende situation. Men hun er ikke medlem af Dansk Forfatterforening, og spørgsmålet er, om hun overhovedet skal beskrives som ”forfatter”, eller om hun er ”liberal debattør” som nogle helst kalder hende. Måske er hun bare løgner eller ganske almindeligt subjektivt øjenvidne?

Helt ubestrideligt er det i hvert fald, at Karina Pedersen har skrevet sin bog, og at Gyldendal har udgivet den.

Mon ikke også, den kommer til at sælge rimeligt. Og så må det være op til køberne at beslutte graden af bogstavelighed, der skal anvendes i læsningen.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere