Rosenkilde overtaget af L&R

Forlaget, der havde som et erklæret formål at forsvare litteraturens klassikere, er solgt. Dermed kan Lindhardt og Ringhof tilføje omkring 1.000 digitale titler til porteføljen.  

Forlaget Rosenkilde er fra den 1. januar 2016 overtaget af Lindhardt og Ringhof. Det oplyste ejerne Rie og Claus Lund Rosenkilde via en pressemeddelelse på forlagets hjemmeside sidst i december måned.
”Rie og jeg vil gerne prøve nogle andre ting her i livet. Hvis det skal være, så skal det være nu. Vi har drevet forlag i 16 år og brugt mange kræfter på at opbygge Rosenkilde, men nu skal vi prøve noget andet,” siger forlægger Claus Lund Rosenkilde til BogMarkedet.
Rosenkildes tre øvrige medarbejdere – foruden Rie og Claus Lund Rosenkilde – fortsætter som faste freelancere på L&R. På samme måde skal Claus Lund Rosenkilde selv de næste par år fortsat redigere sin håndfuld af danske forfattere samt færdiggøre forlagets igangværende udgivelse af den samlede Sherlock Holmes-serie på L&R.

Brygger på ny forretningsidé
Claus Lund Rosenkilde fortæller samtidig, at det ikke er økonomiske omstændigheder, der har dikteret salget til Lindhardt og Ringhof.
”Vi har haft de penge, der skulle til for at drive vores forlag, og vi har ikke haft brug for at sælge på noget tidspunkt,” understreger Claus Lund Rosenkilde.
Han oplyser også, at han og partneren Rie har en forretningsidé, som et stykke tid har ligget og rumsteret. Hvad den går ud på, kan han endnu ikke komme nærmere ind på, men idéen ligger inden for forlagsverden, fortæller Claus Lund Rosenkilde hemmelighedsfuldt.   
I den kommende tid skal Rie og Claus Lund Rosenkilde dog også bruge tid på at puste lidt ud og rejse.
Hvordan er fornemmelsen i maven?
”Vi er tilfredse med salget, så det føles faktisk rigtig godt. Det har været et fint forløb med Lindhardt og Ringhof, og det virker som om, de har forstået vores titelvalg og digitale strategi. Så jeg har det egentlig ret godt med at overdrage vores titler til dem,” siger han.

Tilfredshed på L&R
Rosenkilde blev stiftet i 1999 og har med årene opbygget et stort bagkatalog. Det betyder, at Lindhardt og Ringhof nu overtager omkring 1.000 digitale titler. Heriblandt forlagets mange nyoversatte klassikere af eksempelvis Virginia Wolf, F. Scott Fitzgerald og altså også den samlede detektivserie af Arthur Conan Doyle.
”Rosenkilde har været interessant at overtage, fordi det er et forlag, der virkelig har satset på digitalisering i de seneste år. Derfor er stort set hele deres katalog digitaliseret. Samtidig har de fokuseret på at oversætte og genudgive store klassiske værker, som passer godt ind på Lindhardt og Ringhof,” siger Lasse Korsemann Horne, redaktionschef på L&R Digital.  

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere