Rund Fødselsdag: Anne-Marie Christensen, 60 år

Seniorredaktør hos Lindhardt og Ringhof, Anne-Marie Christensen, fylder 60 år d. 8. maj

I betragtning af hvor dygtig og afholdt hun er, er det næsten morsomt, hvor meget hun hader ros og rampelys. Der er mange, som har lyst til at rose og fejre Anne-Marie Christensen.

For hun er ubestrideligt en af Danmarks absolut bedste skønlitterære forlagsredaktører, som diskret er takket i romaner af adskillige af vores største forfattere som Anne-Cathrine Riebnitzsky, Maren Uthaug, Ane Riel, Amalie Langballe, Leif Davidsen, Mich Vraa og Steffen Jacobsen med mange flere.

En af hendes forfattere forklarer hendes særlige evner: ”Anne-Marie har antenner over hele kroppen. Hun er min teksts bedste ven. Hun sætter små bølgestreger og siger: der er noget her, der er lidt uldent. Hun taler om trøjer med løse ender, og at de bare skal hæftes fast. Man skal ikke trække så meget i de løse tråde, at hele trøjen trevles op.”

Anne-Marie rummer både en poetisk følsomhed og en no bullshit attitude. Derfor kan hendes kolleger en gang imellem også uforvarende komme ind på hendes kontor og opleve en forfatter i tårer, mens begge smiler. For ud over empatien og ordentligheden rummer hun også den nødvendige hårdhed og integritet, der er nødvendig for at få værket sikkert i mål. Det vækker taknemmelighed, og en forfatter hjembragte på et tidspunkt en herreløs kattekilling fra Grækenland og forærede den til hende.

Hun er mag.art. i litteraturvidenskab og hjemvendte i januar 2015 til L&R efter ti år på Politikens Forlag, hvor hun var med til at opbygge forlagets skønlitterære profil. Hun har bl.a. været redaktør på Anne-Cathrine Riebnietzkys vinder af De Gyldne Laurbær, ”Forbandede yngel”, og Amalie Langballes vinder af debutantprisen på Bogforum, ”Forsvindingsnumre”.

Og så er hun virkelig sjov og virkelig god til at feste. Som en anden forfatter siger: ”Hun ligner en, man kan blæse omkuld med bare et lille bitte vindstød, men man opdager hurtigt, at Anne-Marie, hun blæser sgu ingen steder. Hun er et usædvanligt solidt stykke menneske - også i stormvejr.”

Privat bor Anne-Marie Christensen med sin voksne datter Astrid i Søborg.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere