Sådan gik forlagenes julesalg 2015

Flere af de store forlag rapporterer om et julesalg på niveau med året før. Nogle oplevede dog et julesalg, der overgik 2014 – måske på grund af et fravær af de helt store bestsellere.  

Regnskabet for julehandlen er ved at blive gjort op. BogMarkedet har talt med en række store og mellemstore forlag om salg og populære julegaver. Generelt melder de fleste om en jul på linje med den i 2014. Men nogle steder er smilene alligevel lidt bredere end andre.      
”Julesalget er gået rigtig godt. Vi er ved at lægge alle tal sammen, og regnestykket er ikke lukket endnu. Men jeg kan se, at vores salgstal for december har været meget bedre end forventet,” siger direktør på Politikens Forlag Lene Juul, som også kan fortælle, at forlagets december 2015 overgår december 2014.
Hun påpeger dog samtidigt, at det kan være svært at sammenligne måneder på den måde, idet udgivelsesprogrammet er altafgørende for, hvordan tallene fordeler sig. Men på trods af, at Politikens Forlag ikke har haft en ny krimi af Jussi Adler-Olsen på programmet denne jul, er det altså gået flot.
”I stedet for at have én stor mega-bestseller har vi haft flere titler, der er løbet stærkt, vi har haft rigtig mange genoptryk og vi har haft en virkelig god december måned,” siger hun.

Stærke biografier i et godt fagbog-år
Som en optælling, BogMarkedet foretog lige op til jul, også fastslog, så er Politikens Forlags julesucces i høj grad grundlagt i kraft af en række stærke biografier. I det hele taget blev 2015 et godt fagbog-år for forlaget.
”Puk Damsgård, Ritt Bjerregaard. En biografi om Allan Olsen har overrasket os. Vi var godt klar over, at det er en god bog, men den har også solgt rigtig godt. Linse Kessler sælger for andet år i træk rigtig mange eksemplarer. På fiktionssiden er Anthony Doerrs ’Alt det lys vi ikke ser’ bare blevet ved og ved med at sælge,” siger Lene Juul og fortsætter:          
Vi har haft en meget flot bredde i vores program i år, og det, synes jeg virkelig, er positivt, fordi det betyder, at der er mange forskellige segmenter, der får bøger i julegave.”

Knap så god jul som sidste år for Gyldendal
Gyldendal kan rapportere, at julesalget er gået godt – dog ikke lige så godt som sidste år.
”December er jo altid en fest, og den levede op til vores forventninger, om end den ikke var helt på højde med sidste år,” fortæller Gyldendals salgsdirektør Jan H. Schmith. Gyldendal havde i år ikke én stor bestseller, der blev revet ned fra hylderne, så julesalget blev fordelt på mange forskellige titler.
”Vores mest sælgende titler i julen har været Carsten Jensens ’Den første sten’, som er trykt i 30.000 eksemplarer, Paula Hawkins’ ’Kvinden i toget’, som er trykt i 40.000 eksemplarer, Andreas Fugl Tøgersens bog om Rasmus Tantholdt, ’Verden er stadig ny’, som indtil videre er trykt i 14.000 eksemplarer og Thomas Helmigs ’Helmig og kærligheden’, som har rundet de 12.500 eksemplarer,” fortæller Jan H. Schmith. 
Men det er ikke kun titler fra 2015, der har klaret sig godt i julen.
”Der har været nogle super-langtidsholdbare titler,” fortæller han. ”For eksempel Jens Andersens ’Denne dag, et liv’, der er trykt i 25.000 eksemplarer, og så Svend Brinkmans ’Stå Fast’, der fortsat supersælger på nu 2. år, og som spurter mod de 50.000 eksemplarer.”
 
L&R: Et bredt udvalg af titler
På Lindhardt og Ringhof er alle tallene for julesalget endnu ikke helt opgjort. Alligevel udtrykker pressechef Søren Anker Madsen sig i positive vendinger, hvad angår resultatet:
”Det er gået godt. Som det ser ud nu, er vi på niveau med sidste år, og det er vi tilfredse med,” fortæller han.
På L&R/Carlsen har de bedst sælgende bøger op til jul været blandt andre den nye krimi ’Sekten’ fra Michael Katz Krefeld, Sebastian Kleins ’Verdens 100 farligste dyr’ og Michael Larsens ’Mordet på øen’. Også Joakim Jakobsens ’Tour de France - Verdens hårdeste cykelløb’ har gjort det godt. Sidstnævnte er en moppedreng på over seks kilo med masser af billeder. Den udkom i november og har op til jul solgt i ”flere tusinde” eksemplarer, fortæller Søren Anker Madsen. 
Ser I nogle særlige tendenser i årets julesalg?
”Nej, egentlig ikke. Vi har solgt meget på bredden her op til jul. Der har, så vidt vi kan se, ikke været den her ’Jussi-effekt’ i år, hvor få titler udgør en stor del af salget. Men heldigvis er vi jo et stort forlag med et bredt udgivelsesprogram,” siger Søren Anker Madsen.

People’sPress: På linje med sidste år
Omtrent samme melding kommer fra People’sPress. Her har nogle af forlagets bedst sælgende titler op til julen været Steffen Jacobsens spændingsroman ’Et bjerg af løgne’, Fredrik Backmans ’Min mormor hilser og siger undskyld’ samt overraskelsen ’Tarme med charme,’ som blev udgivet helt tilbage i februar 2015.
”Det er gået rigtig godt. Vores julesalg ligner meget det, vi havde sidste år, hvad angår omsætning. Men vi har haft mere bredde i år. I løbet af året har vi selvfølgelig haft bestsellere, men i julesalget har bredden gjort sig gældende, og det har kunnet trække en omsætning på linje med den fra julen 2014. Det er supergodt,” siger Jan Degner adm. direktør på People’sPress.

Modtryk: David Lagercrantz populær som julegave
Fra Aarhus forlyder det, at Modtryk har haft en god jul, hvor der er solgt en del mere end i julen 2014.
”Vi har haft et betydeligt bedre julesalg i år i forhold til sidste år,” fortæller Modtryks forlagschef Ilse Nørr. ”Men det skyldes nok især, at vi har haft den nye Millennium-bog (David Lagercrantz’ ’Det der ikke slår os ihjel’), som har gjort en forskel for vores salgstal.”
Den fjerde Millennium-bog er dog ikke den eneste af Modtryks titler, der har været populær som julegave i år.
”Jan Guillous ’Blå Stjerne’, Jonas Jonassons ’Morder-Anders og hans venner (samt en uven eller to)’, Jo Nesbøs ’Midnatssol’ og selvfølgelig ’Det der ikke slår os ihjel’ er de titler, der absolut har ligget i top hos os,” fortæller Ilse Nørr.
 
Turbine: Flere titler end sidste år
Turbine har ligeledes haft en god jul, fortæller forlagets adm. direktør Ulrik T. Skafte:
”Det er gået bedre i år, og der har været en omsætningsstigning, men det kan skyldes, at vi har haft flere titler i år i forhold til sidste år,” fortæller han. Derfor er der bestemt grund til tilfredshed med julesalget. ”Der har især været en stigende omsætning på netsalget og via vores egen webshop. Det har været meget bedre, end det plejer at være for vores vedkommende.”
En af Turbines storsælgere op til jul var single-selvhjælpsbogen ’Elsker mig for evigt’ af Pia Damsgaard Bach og Mette Holm, men også Tommy Heisz’ ’Himmelflugt og højdeskræk - historien om Love Shop’ og Lotte Lotte Kaa Andersens ’Hambros Allé 7-9-13’ har solgt godt.
”Så er der selvfølgelig også vores strikkebøger,” fortæller Ulrik T. Skafte. ”Hobbybøgerne er generelt gået godt for os i år.”

Klim: Storsælgende novellesamling
Ligesom Modtryk kan også Klim rapportere, at julesalget er gået væsentligt bedre end sidste år, hvilket de især kan takke Haruki Murakamis nye novellesamling ’Mænd uden kvinder’ for.
”Vi har haft nogle rigtig gode titler i år, og ’Mænd uden kvinder’ solgte bedre end sidste års Murakami (romanen ’Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår’, red.),” fortæller Helle Brandborg, som er salg og marketingsansvarlig hos Klim. ”Jeg tror faktisk, der er en tendens til, at noveller er inde i et comeback.”
Hun fremhæver også deres krimier, som har solgt godt her til jul.
”Vi haft nogle rigtig stærke krimier som for eksempel ’Snehvide’ af Michael Connelly, debuten ’Den sidste pilgrim’ af Gard Sveen, og vi nåede også at udgive en ny Ian Rankin i efteråret (’Vilde køtere’, red.), som har solgt godt.”
Udover Murakami og krimierne, peger hun også på ’Diagnoser’ af Svend Brinkmann og Anders Petersen, som har været en af Klims bestsellere.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere