Søren Søndergaards visioner for boguniverset

Hvad skal vi (gøre) med litteraturen? Vi har spurgt kulturordførerne fra de politiske partier i Folketinget. I dag giver Søren Søndergaard fra Enhedslisten sit bud.

Da jeg var barn, sagde jeg engang til min mor: ”Jeg keeeder mig.” Min mor svarede: ”Kun dumme mennesker keder sig” og stak mig en bog. ‘Støt står den danske sømand’, tror jeg det var.

Det blev begyndelsen på et livslangt kærlighedsforhold til al slags litteratur, også selvom faglitteraturen de sidste mange år har haft en alt for dominerende plads i en travl hverdag. Det forhindrer mig dog ikke i at have gang i flere skønlitterære og historiske bøger på én gang – og endnu flere forventningsfuldt liggende i stabler rundt omkring. Den forventningens glæde under jeg alle andre.

Derfor er det min ambition, at interessen for både skøn- og faglitteratur skal stimuleres. Et vigtigt element i det er, at vi sikrer en stadig nem adgang til de offentlige biblioteker, da bibliotekerne sammen med folkeskolen er de centrale indgange til at skabe interessen for litteratur. 

Bibliotekerne har en helt central funktion som det sted, hvor man uanset baggrund og økonomisk formåen kan opleve litteraturens tiltrækningskraft, modtage råd og vejledning fra veluddannet personale og stifte bekendtskab med gode bøger. Derfor mener Enhedslisten også, at det er vigtigt, at tilgængeligheden til bibliotekets materialer bliver så nem som muligt, hvad enten bøgerne er fysiske eller elektroniske.

Men litteraturhistorien stoppede ikke i går. Derfor er det vigtigt at skabe rammerne for, at der også fremadrettet bliver produceret god dansk litteratur. Derfor vil Enhedslisten efter valget genfremsætte vores forslag om et kunstnerfradrag for skabende kunstnere, som vil betyde et skattefradrag på de første 100.000 kroner tjent på salg af skabende kunst.

Det vil kunne hjælpe blandt andet forfattere til bedre mulighed for at prioritere deres kunstneriske arbejde – til gavn for fremtidens læsere.

Afslutningsvis ser Enhedslisten gerne, at der i bogbranchen bliver set nærmere på produktionen af de fysiske bøger, da mange bøger i dag bliver trykt under dårlige arbejdsvilkår og uden tanke på miljøet.

Det er vigtigt, at der i bogbranchen i højere grad bliver brugt certificerede trykkerier, som sikrer ordentlige arbejdsforhold og miljørigtigt tryk.

 

Søren Søndergaard er: EU-ordfører, idrætsordfører, kulturordfører, medieordfører, retsordfører og udlændingeordfører.

BogMarkedet har bragt tilsvarende artikler fra Mogens Jensen (S), Jacob Mark (SF) og Bertel Haarder (V).

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere