Sagprosa på banen

Sagprosaen kommer! Norsk Litteraturfestival har netop hædret nordens bedste forfattere af ikke-skønlitteratur. Det er en god anledning til at reflektere over fænomenet.

Faglitteratur – lad os kalde den sådan indtil videre – er salgsmæssigt den største genre i Norden, og danske forlag har en formen tradition for at udgive sådanne bøger, både i dyre udgaver med stofryg og bastryk og så videre og i den billigere ende med paperbacks med sort-hvid foto af forfatteren.

Aarhus Universitetsforlag har sat nye standarder for forlagsredaktion med serien ’Tænkepauser’, hvor forskere fra Aarhus Universitet i lettilgængelig form sætter deres forskning på spidsen. Gyldendals serie ’Til tiden’ virker som en drillende modreaktion, hvor kun det halvtriste omslag på bøgerne vidner om, at de indgår i en serie. Layoutet peger i alle retninger – og det er (også) fedt, for disse bøger er (også) gode.

Et tredje eksempel er imprintet FILO, der hører under Systime. Systime udgiver normalt undervisningsbøger til gymnasiet af høj kvalitet. FILO skal dels redigere disse bøger om til almindelig faglitteratur, der kan købes i boghandlen, dels udgive egne titler.

Herhjemme er vi mest trygge ved de specifikke undergenrer, der tilbyder hver sin association: faglitteratur (nørdet, tungt), populærvidenskab (poppet, letkøbt), rejsebøger (egocentreret), selvbiografi (ditto), biografi (imellem faglitteratur og populærvidenskab), debatbøger (uinteressante efter tre måneder, fagligt mistænkelige) og så videre.

I Norge er man fortrolige med overbegrebet sagprosa, som rummer alle de ovennævnte genrer og flere til – alt andet end skønlitteratur (alt det, historikere vrænger ”forbandet digt” ad).

Og hva´ så?

Man kan spørge sig selv, om begrebsgymnastikken gør en forskel. Det tror jeg – det er jeg faktisk overbevist om. Ligesom fællesbetegnelsen skønlitteratur giver forfatteren en identitet, gælder det tilsvarende for sagprosa-begrebet.

I Norge har man en stærk tradition for, at sagprosaen eksperimenter med sprog og formidling. Vi har gode eksempler på det samme herhjemme – Lone Frank, Ulrik Langen, Peter Øvig Knudsen, Tom Buk-Swienty, Søren Mørch, Peter Lund Madsen og andre – men det er oftere undtagelsen end reglen, at formidling er en integreret del af bogens fortælling.   

Nogle sagprosaforfattere inkorporerer skønlitterære elementer i sagprosaen. Det er vi danskere mildest talt ikke vant til. Jeg kan på stående fod kun komme på ét eksempel, og her var fag- og skønlitterære dele holdt skarpt afgrænset i hver sine afsnit. Det drejer sig om den dengang helt unge historiker Rasmus Dahlbergs mosaikfortælling ‘1983’, og den bog blev udgivet helt tilbage i 2005 – og fik i øvrigt glimrende anmeldelser i aviserne.

Tænk igen

Selve eksistensen af overbegrebet sagprosa giver – tror jeg – mere lyst til at turde at eksperimentere med form og sprog, til at skrive mere vedkommende litteratur, hvor modtageren vejer lige så tungt som afsenderen.

Skriver man faglitteratur, er der form- og sprogmæssige konventioner, man skal overholde, hvis ens målgruppe skal god- og genkende resultatet. Ellers ender det i bedste fald med at blive rubriceret som flad og fad populærvidenskab – i værste fald kan der ikke sættes en specifik etiket på det. Og dét er helt galt.

Med sagprosa-begrebet forholder det sig anderledes: teksten skal have et budskab, den skal være original, være velskrevet og forpligtet på virkeligheden. Om den så krydser frem og tilbage mellem de undergenrer, vi klamrer os til, betyder mindre. Det er stadig sagprosa. Og sagprosaforfatteren har en identitet som det, hun er.

Med forfatteridentiteten følger anerkendelsen fra resten af det litterære miljø – netop som vi har set det ved Norsk Litteraturfestival.

Det er en helt anden måde at tænke ikke-skønlitteratur på.

Rule Britannia

Tidsskriftet The Bookseller skrev for få dage siden om det stigende salg af sagprosa (”intelligent titles”, adult non-fiction) i UK. Disse bøger lever tilsyneladende et længere liv i butikkerne og overlever længere i bogkøbernes bevidsthed end skønlitterære titler. Flere af bestsellerne i sagprosa-genren har mange år på bagen.

I Weekendavisens artikel (1. juni) om Norsk Litteraturfestivals fremhævelse af den bedste nordiske sagprosa taler flere af de interviewede forfattere, især de danske, om sagprosaens potentiale: Med læsergennemslagskraft i ryggen burde forfatterne kunne det, som litteraturen siden Det moderne Gennembrud har haft som sit adelsmærke – ændre verden.

Den øgede popularitet falder sammen med nedgang i salg af kendisbiografier – måske er der ligefrem en sammenhæng, hvor boglæserne forlanger mere intellektuelt udfordrende litteratur.

Forlagsredaktør Michael Shavit tror dette: ”I en stadig mere forvirrende verden med konkurrerende underholdningsplatforme ser vi læserne søge efter kvalitet, visdom, klarhed og nye måder at fortælle historier på.”

Han bakkes op af non-fiction-forlægger Ed Faulkner, der “har set et skifte fra kendisstemmer til mere autentiske, fordi der er så meget larm fra de sociale medier og medier generelt.”

Det stigende antal købere på Amazons forskellige nationale landeplatforme hjælper også salget af de ældre titler, bagkataloget så at sige. Internettet muliggør ”a really wide shop-window,” så kunderne bliver mindet om den langtidsholdbare sagprosa.

Men det er en anden historie.

P.S. De danske nominerede ved Norsk Litteraturfestival var:

Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith (red.): ‘Dansk skolehistorie’, I-V, Aarhus Universitetsforlag 2013-15.

Tom Buk-Swienty: ‘Slagtebænk Dybbøl’, Gyldendal 2008.

Lone Frank: ‘Mit smukke genom’, Gyldendal 2010.

Hans Hertel: ‘PH – en biografi’, Gyldendal 2012. 

Peter Øvig Knudsen: ‘Blekingegadebanden’, I-II, Gyldendal 2006-07. 

Ulrik Langen: ‘Det sorteste hjerte’, Politikens Forlag 2012.

Bo Lidegaard: ‘Jens Otto Krag’, I-II, Gyldendal 2001-02.

Mehdi Mozaffari: ‘Islamisme – en orientalsk totalitarisme’, Informations Forlag 2013. 

Anne Cathrine Riebnitzsky: ‘Kvindernes krig’, Politikens Forlag 2010.

Jeanette Varberg: ‘Fortidens slagmarker’, Gyldendal 2014.

De tre endeligt udvalgte sagprosabøger var:

Tom Buk-Swienty: ‘Slagtebænk Dybbøl’, Gyldendal 2008.

Lone Frank: ‘Mit smukke genom’, Gyldendal 2010.

Peter Øvig Knudsen: ‘Blekingegadebanden’, I-II, Gyldendal 2006-07. 

Begge udvalg er foretaget af et panel bestående af tidl. chefredaktør for Weekendavisen Anne Knudsen, professor og samfundsdebattør Frederik Stjernfelt og historiker og forfatter Morten Møller.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere