Scener fra et parforhold. Af A. Silvestri

Romanen om et besværligt kærlighedsforhold eksperimenter til højre og venstre. Og efter lidt tilvænning rammer den sin begejstrede anmelder, hvor det gør mest ondt.

 

Livet er begejstret for at stille os mennesker over for udfordringer. Eksempelvis da en passioneret læser af sagprosa havde sagt ja til at anmelde et stykke eksperimenterende skønlitteratur. A. Silvestri skriver i romanen ’Scener fra et parforhold’ om en langt større udfordring, nemlig at få kærligheden til at (over)leve hos to mennesker i 30-40 års alderen, Lea og Christian. Gamle nok til at være helt deres egen herre og frue, for unge til at være vise.

Førstnævnte har to børn med fra et mislykket ægteskab med en eksmand, der hader Christian af et beruset hjerte. Og mens Lea er udadvendt og suger næring fra selskabet med veninder, familie og kolleger, er Christian stik modsat. Han lever bedst med sin computer tændt.

Bogens 330 sider er inddelt i 40 kapitler, der spænder over næsten lige så mange genrer: filmanmeldelsen, afsnit som minder om en almindelig lige-ud-ad-landevejen ungdomsroman om kærlighed, sms-lignende afsnit, erindringsafsnit, forfatterens sidekommentarer om tid, sted, kærlighed og ham selv, digte, tidsskriftsartiklen, læserbrevet, interview med Christians ven Simon, konferencereferat fortalt af Christians festabe-kollega Palle og så videre. Romanen springer frem og tilbage i tid uden nogen form for logisk forklaring.

Det lyder forvirrende, og de første hundrede sider syntes jeg ærligt talt, at historien var eksperimenterende bare for at være – opsigtsvækkende. Det afbedrede mit forbehold, at A. Silvestri er en dreven forfatter og synes at mestre langt de fleste genrer undervejs.

Snart blev jeg suget ind i fortællingen, ikke mindst fordi den mosaikagtige fortælleform passer så perfekt til emnet. Det evigt foranderlige følelsesregister mellem to i et besværligt parforhold kan simpelthen ikke beskrives lineært.

Uden at vide det fornemmer jeg, at A. Silvestri har investeret et stoleben af sin egen hovedstol i ’Scener fra et parforhold’ – i hvert fald kan jeg selv genkende omridset af alt, alt for mange problemstillinger fra mit eget liv. Problemstillinger, som romanen fik mig til at dreje i hovedet en ekstra gang – mindst. Forfatteren (f. 1977) er jævnaldrende med mig, og måske er denne generationserfaring en grund til, at ’Scener’ ramte mig med fuld kraft lige i mellemgulvet.

Måske får en 17-årig en anden oplevelse, end jeg fik, men en oplevelse får hen i hvert fald.

 

P.S.:  Bogen spiller desuden på andre virkemidler end de rent litterære: Til sidst angives en liste over musiknumre, der enten nævnes i eller giver stemning til historien om Lea og Christian, og grafikeren Emma A. Mowinckel skal have stor ros. Hun formår både at give bogens forskelligartede dele hver sit unikke præg, så læseren hurtigt falder ind, og hun holder på samme tid en stram layout-linje, så de litterære eksperimenter holdes i ave.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere