Set indefra: Materialevalg og -indkøb

Bibliotekerne køber ikke nær så mange bøger, som de har gjort. Det, tror jeg, er en sandhed, vi alle kan genkende og blive enige om. Det har selvfølgelig betydet, at bibliotekerne har måtte prioritere og indrette materialevalg og -indkøb, så både de og lånerne får mest muligt ud af det sparsomme budget. Men hvad er det egentlig, der sker, når bibliotekerne går på indkøb?

Hver uge får bibliotekerne en oversigt over tilgængelige bøger. Det er ret ens landet over. Det næste, der så sker, varierer lidt. Her i Odense, hvor jeg slår mine folder, sidder der, når det kommer til skønlitteratur, et hold på to, der køber ind til Odense Bibliotekerne og det meste af Fyn gennem FynBib-samarbejdet. Det er en centralisering af indkøbet, der også bruges flere andre steder i landet, bl.a. København, og hvor der både er fordele og ulemper.
Viden om nyt materiale koncentreres på få hænder, ganske som det også er svært for indkøberne reelt set at vide noget om alle de typer materialer, der indkøbes. Ganske som man ikke nødvendigvis har en fingerspidsfornemmelse for, hvad der rør sig på f.eks et filialbibliotek. Det betyder bl.a. også at lektørudtalelserne kommer til at fylde meget i processen. Fordele er naturligvis åbenlyse; man sparer ressourcer ved at centralisere materialeindkøbet.

En anden model er den, de benytter sig af i Slagelse, hvor materialevalg og -indkøb stort set er automatiseret. Ja, automatiseret og automatiseret. Helt så nemt er det nemlig ikke.

Materialevalget af dansksprogede bøger er i Slagelses tilfælde udliciteret til Biblioteksmedier. De har intet med levering at gøre,  kun valg af materialer. Biblioteksmedier har så indskrevet Herning Centralbibliotek til bl.a. bedømmelse af materialerne. Hele systemet med automatisk materialevalg hviler nemlig på en niveau- og genreinddeling, samt en indkøbsprofil. Lad os tage krimier som eksempel. Krimier er inddelt i tre undergenrer; politiromaner, femikrimier og de klassiske krimier. Hver bog i hver undergenre niveauinddeles så fra 1-5, hvor 1 er bedst og 5 er værst. I indkøbsprofilen noteres så, hvor mange politiromaner osv. fra hvert niveau, man vil have. Det hele samles så sammen, hvorefter man afventer at en ansat trykker på knappen, og sender bestillingen afsted. Så, helt automatisk sker det altså ikke.
Selv er jeg stor tilhænger af en mere decentral struktur. Lidt a la den man indtil 2015 gjorde brug af på Blågården i Købehavn. Blågården havde 'Unge' som særligt indsatsområde, hvilket samlingen naturligvis skulle afspejle. Derfor havde Blårgården råderet over 200.000,- af deres materialebudget, som de selv købte ind for. Derfor står der i dag mange tegneserier og brætspil på hylderne på Blågårds Plads sammenlignet med f.eks. Krystalgade.
I mine øjne giver den model mere variation i samlingerne, samtidigt med at man tilpasser sig lokale forhold og giver de ansatte en (ejer)fornemmelse for samlingen. Desværre er man i København gået væk fra den model og har erstattet den med muligheden for særlige puljer og tilskud.
Tiden er ellers mere til det decentrale og lokalt funderede. Med brugen af (big) data og det intelligente materialestyringssystem (IMS) som base for datadreven indkøb skulle det være muligt at optimere materialevalget gennem bedre lokale materialevalgsprofiler. Det ville utvivlsomt også være et godt våben mod de faldende udlånstal og sikre en bedre fordeling af ressourcerne.

Riget fattes penge
Mængden af midler har generelt svinget noget de sidste 10 år, men som udgangspunkt er budgetterne blevet beskåret over en bred kam. Det gør naturligvis, vi på alle niveauer i biblioteksvæsenet er nødt til at prioritere. F.eks. står valget ofte mellem at købe mange styks af én populær titel, så reservationerne kan opfyldes i indeværende årtusinde, eller at købe bredt ind til alle filialer. Oftest vil en smal bog blive købt i ét eksemplar, som så står på hovedbiblioteket, mens f.eks. Jussi købes i containervis og efter en rum tid fylder hylderne rundt om.

Men midler og indkøbsmetoder er ikke det eneste, der driller.

Det kaotiske bogmarked
Sidste år mistede Biblioteksmedier kontrakten på at levere bøger til biblioteksvæsenet. Vinderen af udbuddet blev det lille og uprøvede Aarhusfirma iMusic. Siden 2010 har iMusic været godkendt som leverandør til det offentlige, og skal ifølge Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S (SKI) de næste fire år levere biblioteksmaterialer til de 95 kommuner, som har tilsluttet sig aftalen om indkøb af biblioteksmaterialer. Biblioteksmedier A/S er dog ikke sat helt ud af spillet og har efter et noget uskønt forløb vundet 4 ud af 7 delaftaler (musik, årbøger, udenlandske bøger og klassesæt), men iMusic har vundet den vigtige, nemlig danske bøger. Oprindelig blev aftalen forventet klar til brug i september 2015. Og til trods for, der fra SKI’s side har været lagt vægt på ”at få aftalen til at fungere godt i driftsfasen”, så må man sige, at set fra bibliotekernes side, så har det ikke just virket sådan.

Og det er der en grund til, tænker jeg.

At kløjs i kirsebærrene

Tilbage i 2010 blev iMusic godkendt af SKI som leverandør til stat og kommuner. Det betød at den bette århusianske virksomhed i 2012 begyndt at levere musik til bibliotekerne.
Musik …
Den 16. juni 2014 blev det lille firma omtalt i Retail News i en artikel om musikbutikkerne i Danmark. På det tidspunkt var iMusic ”en internetbutik med kontor på 1. sal på strøget i Aarhus”. Ifølge John Rishøj Pedersen, så ”(…) vil det være helt utænkeligt at flytte ned i stueetagen og i en rigtig butik.” Skal man sætte tingene lidt på spidsen, så har en postordrebutik med en meget begrænset kapacitet fået lov at levere bøger til hele det danske biblioteksvæsen. Det skal næsten gå galt.
Og det gjorde det også.
En stadig strøm af forsinkelser og nu også fejl har plaget leverancerne til bibliotekerne, hvilket er frustrerende for både bibliotekerne og ikke mindst lånerne. Nu ser det dog ud til at begynde at flyde, men vi skriver også september. Det vidner om en utrolig tålmodighed fra bibliotekernes side.
Personligt kan det undre mig, at man ikke har brudt udbudsprocessen op, så hvert centralbibliotek sender områdets materialeindkøb i udbud. Det ville formodentlig giver plads til 2-3 leverandører af en fornuftig størrelse, så vi ikke igen udsættes for det syndige rod, vi har oplevet i det sidste lille år. Ganske som man også kunne håbe, at flere leverandøre ville føre til en reel konkurrencesituation og dermed lavere priser og en bedre service.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere