Silkefyrets bogefterår

Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Allan Lillelund Andersen.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk?

”Vi udkommer med islandske Thóra Hjorleifsdottirs korte roman, ‘Magma’, der er en stærk roman om et psykisk overgreb. Den rammer spot on på tiden med #MeToo, og så er det vores første islandske udgivelse! Den glæder vi os meget til at få ud!

Foruden denne lægger vi i øjeblikket sidste hånd på Stig Sæterbakkens eksperimenterende og vilde roman, ‘Det nye testamente’.

Hovedpersonen Lukas forsøger at finde sandheden om Hitlers sidste dage, men undervejs bliver værket formmæssigt og handlingsmæssigt mere og mere underlig. Det er en roman for dem, der kan lide eksperimenterende litteratur fra en af Norges mest anerkendte forfattere, der desværre begik selvmord tilbage i 2012. Det bliver forlagets første men ikke sidste udgivelse af forfatteren.

Vi er desuden udkommet med et japansk værk, ‘Fuji’, af Taijun Takeda, tidligt efterår.

Den 15. november udgiver vi ‘Husets vogtere’, skrevet af engelsksprogede venezuelanske forfatter Lisa St Aubin de Teran.” 

Hvilke udgivelser venter I jer mest af? 

”Jeg forventer, Stig Sæterbakken får en del omtale. Synes altid der er noget opmærksomhed omkring hans forfatterskab, og selvom Det nye testamente er i den spæde start af hans forfatterskab, fejler hans ambitionsniveau ikke noget!

‘Fuji’ ved jeg også får omtale i Weekendavisen og satser også å, at andre aviser får øjnene op for et spændende forfatterskab og en ny bog oversat fra japansk.

Vi talte for kort tid siden med Allan Lillelund Andersen om, hvad han arbejder med for tiden, og hvordan han har oplevet corona-tiden. 

Foto: Line Beck.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere