Sjælen, og hvordan man læser sig til den ...

Bliv rig, lykkelig, slank. Vær fremgangsrig på jobbet og i
sengen. De sjælelige selvhjælpsbøger er populære, her får stressede mennesker hurtige svar på svære spørgsmål.

Lev i livet, Kunsten at leve, Om at elske sin skæbne, Bevidsthed, bevidsthed, bevidsthed, Jeg kan! Titlerne er mange. De er bygget op af paroler og gerne afsluttet med et udråbstegn. Det direkte ordvalg er uden misforståelighed. Markedet for sjælelige gør det selv-bøger er populært. Flere titler når boghandlernes bestsellerlister, og forlag som Borgen har en bogklub med netop krop og sjæl i fokus.
Psykolog Lisette Jespersen mener bestemt, at populariteten betyder, at stadig flere ønsker at arbejde med sig selv. Læserne viser, at de tænker mere over livet og ønsker at få det bedre.
»De fleste af de titler er jo praktiske redskabsbøger, der taler direkte til læseren. Læseren får indtryk af, at der er tænkt over situationer, som ligner deres egen, at der er draget omsorg, og at nogle gider at lytte direkte. Vi har jo brug for det. En terapeut er dyr, og går du op til din læge og siger, at du er ked af at være tyk, så får du måske en recept eller den gamle opskrift på at undgå fedt og sukker. Med en gør det selv-bog er der én, der har sat tid af til dig. De fleste vil jo gerne vende et problem ikke bare en gang, men flere gange med andre. Så hvorfor ikke med en bog.«
En af de nye titler på bogmessen var Ninka Bernadette Mauritzons Dagbog over mine deller, der - som det også var tilfældet med deres første bog, Anna Thygesens Om mus og mænd - har ført det nye forlag Pretty Ink ind på bestsellerlisterne. Bogen om elevatorvægt, spiseforstyrrelser og psyke er en guidebog, fortæller forlægger Mette Holbæk.
»Der findes jo masser af bøger om slankekure og før og efter billeder. Den her bog har det, men den fortæller også en historie om en køn pige, som lader sit liv styre af vægt og udseende. Den fortæller åbent, at det ikke handler om kost alene, men om selvværd. Samtidig er der en brugbar 'sådan gjorde hun, og sådan holdt hun fast'-del, og det er det, jeg tror folk gerne vil læse,« siger Mette Holbæk, Pretty Ink, som mener, at kvinder i Ninkas situation vil have stor gavn af at læse bogen.

Livsstil og selvhjælp
Mange af de nyeste gør det selv-bøger er danske, men det er fortsat almindeligt at oversætte populære udenlandske titler, som blandt andet den amerikanske tv-stjerne Dr. Phil McGraw, hvis slankebøger og samlivsbøger kommer på dansk. Den nyeste Aldrig mere vægtproblemer (Borgen) anviser syv nøgler til et varigt vægttab, og den titel er også blandt bestsellerne i Danmark netop nu.
Psykolog Lisette Jespersen: »Det kan da sagtens være, at folk køber den slags bøger for at finde en genvej ud af problemerne. At få hurtige svar på svære spørgsmål. Det kan også være, at de ikke ønsker at tale åbent om, at de har problemer med vægt, ægteskab eller børn, og derfor vil de lige læse om det, inden de går videre. Det er bestemt min overbevisning, at folk køber de bøger for at læse dem, men det er da rigtigt, at det kan give lidt til livsstilen at have en Dalai Lama stående på hylden.«
Det er tredje år, at Forlag for Afspændingspædagogik og Psykomotorik er med på bogmessen. Det har hver gang været en succes for det lille forlag, som drives af Danske Afspændingspædagoger. De små hæfter om rygøvelser, afspænding og venepumper solgte sidste år bedre ved messen, end man solgte over nettet via Afspændingspædagogernes forlag.
»Vi arbejder med stress og afspænding, hovedpine og den slags, men det er med kroppen som udgangspunkt, det sjælelige lader vi de andre om. Det, vi har lagt mærke til, er, at mange er interesserede i de cd'er, vi laver, hvor man kan følge et afspændingsforløb, eller hvor man får klare anvisninger på afstresning eller træningsprogrammer for bækkenbunden. Det er helt sikkert, at folk efterspørger gør det selv-bøger eller bånd som dem, fordi de ønsker at bruge dem,« siger Lisbeth Garde fra forlaget. Hun mener, at hun nok er den eneste forlægger, der har transporteret materialer til messen på cykel. Det tog tre cykelture fra Vesterbrogade, hvor afspændingspædagogernes kontor ligger, til Forum for at fylde standen op med bøger og cd'er.

Svært at være vedholdende
Lisette Jespersen: »Tiden er nu også et vigtigt element. Folk føler jo i dag, at de skal se godt ud og skal kunne løbe en halv maraton og i det hele taget passe på deres liv og familie, og så er der ikke meget tid tilbage til at kigge ind i sjælen. Det luner nok at sætte de titler på hylden, så har man da gjort en indsats der også. Det er jo sådan, at når de læser i de bøger, så genkender de forklaringer på, hvorfor de er, som de er. Problemet kan være, at det er svært at være vedholdende, når det er en bog, som er ens medspiller i en syvpunktsplan mod et bedre, tyndere, klogere og mindre stresset liv. En terapeut eller en kostvejleder ville jo hjælpe med at holde fast på de nye vaner. De, der nøjes med at læse om det i en bog, er alene om det. Men det er et skridt på vejen, selv om det nok er lidt for nemt at tro, at hjælpen kan ligge på sengebordet, og problemer ordnes, ved at læse en selvhjælpsbog.«
Det er med titler som Styrk dit urolige barn, Børn der er anderledes og Skolens blinde øje, at Dansk Psykologisk Forlag er med på bogmessen. Titlerne henvender sig både til faggruppen og til andre, fortæller Marianne Rostock.
»Vi ved, at mange læser bøgerne af personlig interesse. De fleste er nok psykologer eller andre faggrupper, der arbejder med psykologi. De bøger, der købes af andre, er især titler, der handler om børneopdragelse og samliv. Nogle af dem fortæller, at de har fået anbefalet en titel på et kursus eller ved et foredrag, som de er blevet optaget af. Vi har naturligvis titler, som udelukkende henvender sig til faggruppen, men der er mange, som med fordel kan læses af andre, og sådan har det vist altid været. De kræver måske lidt mere viden end en børneopdragelses-bog fra et andet forlag.«

Fem trin til succes
Mens titlerne fortsat dukker op som Førstehjælp til parforhold, Den lille bog i selvtillid og Sindets billeder fra Borgen og Skånsomme skilsmisser med barnet i fokus fra Hans Reitzels Forlag, så topper også en anden del af de sjælelige gør det selv-bøger, nemlig dem til erhvervslivets top.
Børsens forlag har Lis Lyngbjerg Steffensens Ledelse uden stress, mens Schultz Forlag er klar med John Evan Jones Vær din egen coach i forlagets cand.succes-serie. Adspurgt om danske topledere faktisk har fundet en genvej til succes via gør det selv-bøgerne, fortæller psykolog Lisette Jespersen: »Det kan ikke udelukkes. Det er rigtigt, at en erhvervsleder selv sjældent vil fortælle, at det var bogen Fem trin til succes, der førte ham frem, det lyder bare for nemt. Oftest kan folk ikke huske titlen på de bøger, der har inspireret dem. Men det er sådan, at også erhvervsfolk med fordel kan trække på andres erfaringer, uden ligefrem at fortælle opskriften. Hvis de nu har fået vejledning af en terapeut eller en erhvervsleder, så er det lidt svært at sige: kontakt den og den, men de vil jo gerne sige: læs den bog, og se om du kan få noget ud af det.«
Lisette Jespersen og Jørn Laursen har udgivet en række bøger på eget forlag, Jeslau Media (www.jeslau.dk). Det er oftest kursister, der læser videre på emner inden for samarbejde og psykisk arbejdsmiljø, mens deres bog om søskenderelationer (Søskenderelationens indflydelse på teamfunktionen) er læst af alle mulige andre nysgerrige. Lisette Jespersen mener, at der fortsat vil være basis for bøger i gør det selv-genren.
»Det er sjovt, at jeg ofte møder folk, der efterspørger det nyeste. De har læst en god bog, og så synes de måske ikke lige, den virker mere, og så vil de gerne have en ny. Jeg fortæller dem jo, at der uden problemer kan kommes gammel vin på nye flasker. At nu kan de læse om væltede pyramider eller oprejste pyramider, faktum er, at de vil blive ved med at være nysgerrige og søgende efter gode bøger i selvhjælp,« siger Lisette Jespersen.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere