Sommerlæsning. Anne-Marie Mai

Sommeren er over os. Hver dag fortæller profiler fra boguniverset om deres sommerlæsning. I dag professor Anne-Marie Mai, der er formand for Bogpanelet.

Har du et sommerferieprojekt – praktisk eller feriemæssigt?

”Jeg skal slappe af, bade, læse, plukke roser og nyde ikke at have aftaler.”

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”Jeg har ingen liggestol, men et skyggefuldt sted i haven, hvor jeg vil læse de nye bøger af Mette Moestrup, Dy Plambeck og Katrine Marie Guldager. Jeg har fulgt deres forfatterskaber lige siden deres debut. Og det har været skønt at bemærke deres nye udgivelser, som lige nu ligger på hylden og venter på mig og min ferie.

Jeg skal også læse op på årets debutanter til uddelingen af debutantprisen i Vejle, Bodil og Gustav Munch Christensens kulturlegat. Det er herligt at gå ombord i de mange nye bøger. Og her siger erfaringen mig, at jeg både vil komme til at juble vildt og sukke dybt.”

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson? 

”Jeg vil tillade mig først og fremmest at se frem til udgivelsen af antologien ‘Litteratur i brug’, som jeg har redigeret. Her præsenterer forskere fra vores store projekt Uses of Literature vigtige sider af deres forskning, formidlet for et bredt publikum. Den bog har vi slidt hårdt med, og jeg er meget glad for den.

Jeg ser også frem til at udgive papirerne fra den Bob Dylan-konference, vi afholdt på SDU i 2018. ‘New Approaches to Bob Dylan’ er en engelsk udgivelse, men jeg håber, at den også vil finde mange danske læsere.”  

 

For kort tid siden fortalte Anne-Marie Mai om Bogpanelets arbejde i et interview på BogMarkedet.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere