Sommerlæsning. Lena Lamberth

Sommeren er over os. Hver dag fortæller profiler fra boguniverset om deres sommerlæsning. I dag Lena Lamberth fra forlaget Lamberth.

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”Sommeren skal tilbringes afslappet og gerne henslængt primært i Skagen, hvor vi har et dejligt sommerhus.

Her tænker jeg, at Jo Nesbø, Jussi Adler Olsen og måske til ’dessert’ Rileys ’Månesøster’ – underholdende og uforpligtende læsning, som egner sig til sol og strand og som ikke lider under de mange afbrydelser – barnebarn, kroketspil, grill, gæster med mere – sommeren byder på.”

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson?

”Jeg ser blandt frem til Per Petterson: ‘Mænd i min situation’ og David Lagercrantz´ fortsættelse om Lisbet Salander, som kommer i august.

Som gammel boghandler sætter jeg i øvrigt pris på de fleste genrer og får i løbet af året normalt læst/lyttet til de fleste danske og udenlandske bestsellere, der er på tapetet, så der er altid noget at se frem til... ”


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere