Sommerlæsning. Liv Camilla Skjødt

Sommeren er over os. Hver dag fortæller profiler fra boguniverset om deres sommerlæsning. I dag forlægger Liv Camilla Skjødt fra Skjødts Forlag.

Har du et sommerferieprojekt – praktisk eller feriemæssigt?

”Jeg har lejet en bil og skal på to ugers danmarksferie med min søn på to år. 'Projektet' går ud på at komme ud af byen og ind i naturen, som vi savner inderligt i hverdagen i Valby.” 

 

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”Jeg håber optimistisk på, at der bliver en ledig stund til lystlæsning, og så vil jeg kaste mig over Per Pettersons ‘Mænd i min situation’, Knud Romers ‘Kort over Paradis’ og Gabrielle Wittkops ‘Eksemplariske bortgange’.”

 

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson?

”Jeg glæder mig helt utroligt til at få chilenske Alejandro Zambra til Danmark igen. Han er inviteret af Read Nordic i Aarhus til oktober og skal samtale med Svend Aage Madsen om sit forfatterskab.

I den forbindelse udgiver forlaget hans novellesamling ‘Mine dokumenter’, som længe har ligget på ønskelisten over nye udgivelser. 

I forbindelse med hans besøg arrangerer vi desuden en lille turné rundt i landet, hvor han blandt andet lægger vejen forbi Gentofte Bibliotek.” 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere