Sommerlæsning. Rikke Viemose

Sommeren er over os. Hver dag fortæller profiler fra boguniverset om deres sommerlæsning. I dag boghandler Rikke Viemose, ejer af Thiemers Magasin.

Har du et sommerferieprojekt – praktisk eller feriemæssigt?

”Ja! Som medlem af juryen til Årets Debutantpris på Bogforum ligger der allerede en god stak bøger og venter på mig.  Heldigvis kan jeg allerede nu se, at niveauet er virkelig højt i år. Jeg har læst nogle af dem, og de var rigtig gode.

Derudover skal jeg også forberede vores to næste læseklubmøder i Thiemers Magasin. I august skal vi diskutere irske Sally Rooneys roman ‘Normale mennesker’ og i september Per Pettersons ‘Mænd i min situation’.”

  

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”Ud over debutanterne og læseklubbøgerne vil jeg meget gerne nå at læse Rachel Cusks ‘Outline’ og Sayaka Muratas ‘Døgnkioskmennesket’.

De nye gode danske romaner her fra foråret har jeg allerede læst, men dem kan jeg også varmt anbefale: Eva Tinds roman ‘Ophav’, Dy Plambecks ‘Til min søster’ og min kusine Hanne Højgaard Viemoses ‘HHV, FRSHWN’.”

 

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson?

”Jeg har endnu ikke det store forkromede overblik over, hvad der kommer i efteråret, men jeg har hørt, at både Kristian Bang Foss, Lone Aburas og Kim Leine kommer med nye bøger. Dem vil jeg glæde mig til.

Og Ditte&Louise! De kommer efter sigende med en graphic novel/collagebog. Jeg er stor fan af dem, så det kan kun blive godt.”

 

I dette essay fortæller Rikke Viemose om, hvorfor Thiemers Magasins webside ser ud, som den gør.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere