Sommerlæsning. Siri Odfjell Risdal

Sommeren er over os. Hver dag fortæller profiler fra boguniverset om deres sommerlæsning. I dag Siri Odfjell Risdal, der er projekleder for Nordisk Barnebokkonferanse og konstitueret projektleder for festivalen Kapittel, begge i Stavanger.

Har du et sommerferieprojekt – praktisk eller feriemæssigt? 

”Jeg er jo ved at lægge sidste hånd på programmet til Kapittel, Stavangers internationale festival for litteratur og ytringsfrihed som er 18-22. september, så min ferie bliver kort og intensiv i år.

En uge i Italien med familien og en uge til Dana-cup med 700.000 andre fodboldspillere og fodboldforældre. Hu hej. Og så håber jeg at få tid til nogen dage i fjeldhytten indimellem.”

 

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”I år skal jeg have to danske kvindelige forfattere med i min feriekuffert, nemlig Helle Helle og Dorthe Nors. De kommer begge til Kapittel, og har for nyligt udgivet de kritikerroste romaner ‘de’ og ‘Kort over Canada’ på norsk.

Helle er jo en mester, når det gælder mellemmenneskelige relationer, og Nors når det gælder mørk humor. Begge dele er vigtige, når jeg skal beskrive, hvilke bøger jeg synes om.”

 

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson?

”I efteråret glæder jeg mig til at Carsten Jensens seneste essay ‘Hovedspringere’ udkommer på norsk. De to første essays ‘Kældermennesker’ og ‘Mod stjernerne’ er engagerende læsning, ikke mindst set i lyset af det nyligt overståede folketingsvalg i Danmark.

Jeg ser også frem til Nina Lykkes kommende roman ‘Full spredning’ og Tore Renbergs nye roman ‘Ingen tid å miste’, for de er begge på listen over mine favoritforfattere. Og så bliver det jo selvfølgelig en begivenhed, når Maja Lunde kommer med sin nye roman ‘Przewalskis hest’, den tredje bog i det som skal blive en klimakvartet.”


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere