Sommerlæsning. Steffen Kjærulff Fjord

Sommeren er over os. Hver dag fortæller profiler fra boguniverset om deres sommerlæsning. I dag Steffen Kjærulff Fjord, der er kædechef i Kon-Tur.

Har du et sommerferieprojekt – praktisk eller feriemæssigt?

”Vi har været igennem en større renovering af vores hus, så jeg skal have lagt terrasse, så liggestolen kan stå i den rigtige vinkel, når jeg skal læse og slappe af ovenpå et strabadserende forår i Kon-Tur.

Ferien skal tilbringes i dejlige Danmark med ture langs Margueritruten. Et fast højdepunkt i sommerferien for mig er Tour de France, så en times tid på langs i skyggen i løbet af eftermiddagen er afslapning for mig.”

   

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”Jeg har ‘De renfærdige – fortællingen om Novo Nordisk’ af Hanne Sindbæk liggende, som jeg glæder mig til at komme i gang med.

Derudover er det mest Villads fra Valby, Alfons Åberg og Totte-Lotte bøger, der bliver læst hjemme hos os i øjeblikket. Med mindre børn i huset bliver der desværre ikke udsigt til mange timelange pauser i hængekøjen med en god bog.”

 

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson?

Generelt tegner 2019 til at blive et rigtigt godt bogår – på samme måde som vi så i 2018. Der kommer en lang række gode bøger i efteråret, som vi ser frem til at formidle til kunderne i Kon-Tur.

Personligt glæder jeg mig til at kunne fordybe mig i sagen om hvidvask i Danske Bank. Der kommer et par bøger om emnet, som jeg rigtigt gerne vil læse. Historien trækker tråde til den russiske mafia og inkluderer mordgåder, så det minder meget om plottet i en god krimi. 

Derudover er julen i Kon-Tur altid bøgernes fest, så vi ser meget frem til at lave et lækkert julekatalog spækket med bøger.”

 

Vi interviewede Steffen Kjærulff Fjord for nyligt, hvor han fulgte op på den seneste udvikling i Kon-Tur.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere