Stop4u lader sig ikke stoppe

Stor omsætningsfremgang og mange planer. Men der betales ikke moms i SverigeAf Nils BjervigVores søsterblad Svensk Boghandel skriver i sidste nummer, nr. 3, at stop4u endnu ikke er momsregistreret og heller ikke betaler moms i Sverige, selv om der på regninger er specificeret svensk moms på 25%.I betalingsbetingelserne på stop4u’s side i Danmark står, at...

Stor omsætningsfremgang og mange planer. Men der betales ikke moms i Sverige

Af Nils Bjervig

Vores søsterblad Svensk Boghandel skriver i sidste nummer, nr. 3, at stop4u endnu ikke er momsregistreret og heller ikke betaler moms i Sverige, selv om der på regninger er specificeret svensk moms på 25%.
I betalingsbetingelserne på stop4u’s side i Danmark står, at dansk moms er inkluderet. Bogmarkedet forsøgte at få oplyst, om der er betalt moms i Danmark af salget til danske kunder. Men i Told & Skat vil man ikke oplyse noget som helst, heller ikke, om der er foretaget momsregistrering. Her siges det også, at når selskabet er registreret i England, komplicerer det sagen yderligere.

Vi betaler moms i Danmark
I telefonen fra England siger adm. direktør Henrik Riis, at stop4u, der tidligere hed Myboox, i over et år har afregnet moms i Danmark. »Grunden til, at vi ikke endnu har afregnet moms i Sverige, men kun i Danmark, er, at vi er et år forud i Danmark i forhold til landet på den anden side Øresund. Alt er i orden i Danmark – vi overholder alle aftaler,« siger han til Bogmarkedet.
I SvB er du citeret for en omsætningsfremgang i Skandinavien på hele 850%?
»Ja, det stemmer. Omsætningen i Danmark 2000 blev på cirka 16 mio. kr. Men vi kommer nok ud med et underskud alligevel. Første halvår 2000 var underskuddet på ca. 5,2 mio. kr., andet halvår bliver det noget mindre, men dog et underskud. Til gengæld regner vi med et overskud i 2001. Omsætningen vil ikke stige nær så meget som tidligere, men det vil indtjeningen.«

Fremtiden for e-handel
Forventningerne til e-handelen er jo blevet noget dæmpet på det sidste, for at sige det mildt?
»Det er der ingen tvivl om,« siger Henrik Riis. »Der er også en holdningsændring i gang. For fremtiden gælder det ikke om at ekspandere og blot øge omsætning, nu kommer det til at dreje sig om at præstere et overskud. Det kræver investorerne.«
Hvad bygger du din optimisme på?
»For det første har udviklingen gjort, at vi nu kan arbejde ud fra et kendskab til vores konkurrenter. Vi behøver ikke længere være nervøse for pludselig at have en 17-årig med en god ide og 20 mio. kr. i ryggen som nyopdukket konkurrent. Det sørger den større tilbageholdenhed fra investorside for, som vi i dag oplever på dotcom-området.«
Hvem ser I som jeres konkurrenter?
»Da vi opererer på skandinavisk plan, er det kun Bol.com, der er vores konkurrenter. De er størst, vi er en indiskutabel nummer to. Markedet er lige nu inde i en meget spændende udvikling, hvor flere og flere af aktørerne på e-handelsområdet vil blive skilt fra. Det betyder på den anden side, at mange mindre foretagender forsøger at blive opkøbt næsten for enhver pris – i aktier, selvfølgelig!« siger en tydeligt telefonsmilende Henrik Riis.

Nye forretningsområder?
Betyder det, at I overvejer at tage andre produkter ind, ligesom Amazon?
»Det er ikke noget, der aktuelt er inde i vores overvejelser. Hvis vi tager nyt ind, skal det bidrage positivt til bundlinjen. Vi vil ikke gøre det blot for at udvide. Bol.com har fx taget musik ind. Det er en branche, vi ikke vil røre med en ildtang,« siger Riis med eftertryk. »Her er dækningsbidraget alt for ringe, og der er fx heller ingen returret, som vi har det på bogområdet.«
Der synes at være en tendens til, at e-handelen primært vil overleve i form af click-and-mortar, som det hedder, altså e-handel kombineret med en fysisk butik. I USA hører man vedholdende rygter om, at Barnesandnoble.com (hvor Bertelsmann ejer 40%) vil blive tilbagekøbt af Barnes & Noble. Har I planer i retning af at etablere jer med fysiske forretninger?
»Nej, vi regner ikke med selv at åbne fysiske forretninger. Men et samarbejde kunne være meget interessant.«
Bol.com har indgået et samarbejde med FDB i form af optjening af bonus ved køb af bøger gennem bol.com. Kunne man forestille sig jer i et samarbejde med Dansk Supermarked?
»Det er der ingen planer om. Men at tendensen går mod click-and-mortar er der ingen tvivl om. Det er meget spændende,« siger Henrik Riis.

Biblioteksleverancer
Stop4u har tre kundegrupper, siger Henrik Riis. Den såkaldt ’almindelige’ forbruger, undervisning (skole og studerende) og bibliotekerne. »Disse tre grupper står for lige store dele af vores omsætning,« oplyser han.
Har I deltaget i nogen licitationer om biblioteksleverancer?
»Nej. Vi har løbende leverancer. Men eftersom vi i fremtiden vil satse mere på B2B (business to business handel, altså salg til andre end almindelige forbrugere, red.) er det klart, at bibliotekerne vil indtage en endnu mere fremtrædende plads. Og vi er begyndt at se på dette område med licitationer. Men vi går ikke ind i noget, før vi har de fornødne resurser, og det vil først ske over sommeren,« slutter den administrerende direktør for internetboghandelen Stop4u.
8/9 2001

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere