Stor generationsroman

Trods hovedpersonens mange ligheder med forfatteren mener Martin Hall, at der er stadig er meget tilbage af hovedstolen

Martin Hall: Den sidste romantiker 1-2. 705 sider, kr. 399. People’sPress

80’er-generationen får sin egen krønike, når komponisten, musikeren og forfatteren Martin Hall den 25. august udsender sin over 700 sider store roman Den sidste romantiker om tiden fra 1980 til det sene efterår 2005(!).
Bogmarkedet havde sat Martin Hall stævne i en have på Frederiksberg for at høre om det store projekt, og om han med den har skrevet den store generationsroman, der så længe har været efterlyst.
Har du det?
»Det er nok ikke mig, der skal svare på det spørgsmål, men da jeg begyndte at skrive den, var det, fordi jeg undrede mig over, at min generation endnu ikke havde fået et dokument, som man kunne spejle sig i. Mit problem var bare, at jeg havde svoret aldrig at skrive om tidens tre guder, sex, drugs og rock’n’roll, og skulle man skildre 80’erne, var det jo ikke til at komme uden om. Indtil jeg skrev Uden titel i 1998 havde jeg desuden ry for, at alt, hvad jeg skrev, enten var kaotisk eller komplet uforståeligt. Da jeg i et interview i The Guardian i slutningen af 1999 læste, at »en forfatters største udfordring er at acceptere sit eget stof«, var jeg klar over, at jeg måtte skrive om de 80’ere, som jeg i mange år på alle måder var flygtet fra. Jeg kan ikke huske, hvem forfatteren var, der udtalte disse kloge ord, men det satte mange tanker i gang, og jeg begyndte at tænke over, hvor mange anekdoter og hvor meget stof, jeg egentlig bar rundt på, og så var det bare om at tage fat. Tilmed var jeg jo i den ret unikke situation, at jeg altid har haft tilknytning til både musikkens, litteraturens og billedkunstens miljøer.«
Hvor lang tid har du brugt på at skrive din roman?
»Næsten fem år. Jeg begyndte at arbejde med idéen tilbage i 1999, men da var jeg stadig ved at skrive Kommunikaze, som var et dagbogsprojekt, der oprindelig slet ikke skulle have været udgivet. Sideløbende begyndte jeg dog at skrive en synopsis, og det tog mig omkring to år at skrive selve grundhistorien. Det var vigtigt for mig fra starten at få slået fast, hvilket miljø og hvilke perioder, jeg skulle skildre, først og fremmest begyndelsen af 80’erne, som var billedstormernes og de nihilistiske hedonisters æra, og dernæst midten af 80’erne med al dens New Age og åndelige deroute. Starten af 90’erne skulle stå i reklamebureauernes tegn, og fra midten af dette årti var det fx SM-scenen, der begyndte at blande sig i mainstream-kulturen – samme periode, hvor internettet for alvor begyndte at røre på sig. Fra årtusindeskiftet får medierne så for alvor greb om ”det offentlige privatliv”, og tiden bider nu pludselig sig selv i halen som en slags fuldbyrdelse af den postmoderne kultur, der begyndte i 80’erne: Det ekstreme selvrealiseringsprojekt, man ser i fx tv-udsendelser som Big Brother, har sit udspring i 80’erne.«

Fra 1.200 til 705 sider
Jeg har forstået, at dit manuskript oprindeligt var meget større. Hvor mange sider var det på?
»Efter den første gennemskrivning var manuskriptet oppe omkring 1.200 sider, men den udgave var der ikke nogen, der fik lov til at læse. Da jeg endelig afleverede manuskriptet til Karsten Nielsen (redaktør på People’sPress, red.), var der gået tre et halvt år, fra jeg begyndte, og den udgave lå på omkring 1.000 sider. Næste skridt var, at bogen kom ned på 800 sider, og via forskellige konsulenter endte den med at blive på lidt over 700 sider. Jeg har været meget taknemmelig for de diverse konsulenters læsning af manuskriptet; fra mit musikalske virke har jeg lært, hvor farligt det er et omgive sig med rygklappere, så det var vigtigt for mig at lade bogen blive udfordret hele vejen. Alt i alt var der ikke mindre end syv konsulenter, der læste den igennem, med dertilhørende kritik og kommentarer, før den endelige udgave var færdig.«
Hvordan bærer man sig ad med at koge det ned til næsten halvdelen?
»Ud over det helt mekaniske, noget slidsomme arbejde var det sådan set ikke så vanskeligt, eftersom det primært var en masse aggressioner, der skulle filtreres fra. Jeg har altid været meget temperamentsfuld, og selv om bogen netop tager sit udgangspunkt i det temperament, der kendetegnede den generationsklike, jeg tilhørte, var det meget vigtigt at få den decideret unødvendige aggression skåret fra – den ”manierede” aggressivitet så at sige. I de tre et halvt år, der gik, inden jeg afleverede første udkast, havde jeg lange perioder, hvor jeg troede, at jeg havde spildt min tid på et fuldkommen talentløst manuskript, men lige inden afleveringen fik jeg så støtte fra Litteraturrådet. Den kom på det helt rigtige tidspunkt. Det gjorde, at jeg lettere kunne gå ind i en kritisk dialog, mens konsulenterne forsøgte at få styr på suppedasen.«
Du kalder det en roman, men kunne der næsten ikke lige så godt have stået erindringer på omslaget?
»Nej, det er en roman. Man kan sige, at det er én lang improvisation over de temaer, der har kendetegnet mit liv. Improvisationer er i musikken nyskabelser baseret på et givent tema, noget der undslipper sin egen kilde. På samme måde har jeg også undgået at skrive om mig selv, jeg skriver snarere om de rammer, jeg har bevæget mig i. Jeget i romanen er en fiktiv størrelse, der har træk fra flere forskellige personer, og handlingen en fiktiv fortolkning af forskellige anekdotiske oplevelser, jeg har haft. Folk, der kender mig og læser romanen, vil også vide, at hovedpersonen gør ting, som jeg aldrig kunne finde på. Som hovedpersonen selv siger om det manuskript, som han er i gang med at skrive undervejs i romanen: ”Hvis det var en selvbiografi, ville den da være meget mere glamourøs!”«

Virkelige og fiktive personer
Du bruger rigtige navne på en del forfattere i romanen, men der er nogle meget let genkendelige personer, som hedder noget andet i romanen. Hvorfor nu det?
»De rigtige navne bliver brugt på personer, som ikke indgår aktivt i handlingen – dem, der forbliver bipersoner i den tidskorridor, handlingen udspiller sig i.
I det øjeblik, hvor de går ind og får deres egne sætninger og replikker, bliver de fiktive personer.«
Der optræder et par meget underholdende personer fra musikbranchen, bl.a. den helt grusomme John Voss, der beskrives som musikbranchens Mogens Palle. Er han fra det virkelige liv – eller er han sammenstykket af forskellige musikbagmænd, du har mødt?
»I modsætning til personen Eske Rohde, som er sammensat af flere personer, er John Voss meget tæt på en virkelig person – en utrolig effektiv herre, men mildest talt ikke ligefrem sympatisk. Han var Mr. 20 % -typen, der, hvis han havde levet i fortiden, enten havde været slavehandler eller galejhøvding. Mange af hans handlinger er dog meget karakteristiske for branchen som helhed.«
Hvor tæt var du på Michael Strunge? Er du ikke bange for at få tæsk i pressen, fordi du hiver glorien af ham?
»Jo, måske, men myten om Strunge har altid undret mig, for der var ikke mange i miljøet, der tog ham alvorligt, da han levede. Ydermere bliver han ikke helt sjældent citeret for ting, han aldrig har sagt. Jeg var ganske tæt på ham, men jeg har godt villet give et mere nuanceret billede af ham – dermed ikke sagt, at han udelukkende var sådan, som karakteren i bogen portrætteres, men at han bestemt også var sådan … i høj grad endda. Den kultdyrkelse, der efter hans død er blevet ham til del, er det rene hykleri.«
Poul Borum er også ret let genkendelig?
»Han var jo også en del af miljøet og en meget sammensat person. Han var igangsætter for mange unge forfattere, men han har også meget på samvittigheden. Var man først kommet i hans sorte bog, forfulgte han én som en anden McCarthy.«
Du skriver i sidste kapitel, der tager forskud på bogens modtagelse, at der kommer et sagsanlæg, men at forlaget allerede havde søgt juridisk bistand omkring injurielovgivningen. Regner du med at være så heldig, at der er nogen, der anlægger sag?
Martin Hall griner og siger, at så heldig vil han nok ikke være, specielt ikke efter at de værste udslag af hans temperament er siet fra: »Der er næppe nogen, der vil have lyst til at stille sig op og sige, at den eller den usympatiske person, det er mig, og nu anlægger jeg injuriesag.«
Der er næsten ikke grænser for, hvor mange forskellige stoffer, der bliver indtaget i løbet af romanen. Har du virkelig prøvet det hele?
»Hvad er det nu, det rette svar ville være? ”Det er ren research!” Jeg har prøvet det meste, men jeg har hele tiden erkendt faren, og jeg er aldrig blevet afhængig. Det var et projekt, et spørgsmål om at få udvidet sin psykiske konstitution. Jeg satte alle grænser over styr – der skulle ikke være nogle hemmeligheder bag nogen dør. I de sidste mange år har jeg dog levet så eksemplarisk sundt, at jeg vel på et tidspunkt ender på forsiden af et eller andet fitness-blad.«

Forlagsskift
Du har skiftet forlag nogle gange. Hvorfor det?
»Fra naturens hånd er jeg meget trofast, og jeg blev da også hos Borgen, efter at min redaktør (Hans Henrik Schwab, red.) var holdt op. Senere søgte jeg så alligevel til Lindhardt og Ringhof, hvor han nu er ansat. Mit skift til People’sPress hænger sammen med, at jeg efter et interview til Gaffa omkring en musikudgivelse blev gode venner med Karsten Nielsen, som er redaktør der. Jeg har stadig et udmærket forhold til L & R, men den blanding af musik og litteratur, som ArtPeople repræsenterer, passer meget fint til mig. Endelig er det pudsigt, at ejeren af People’sPress, Jan Degner (tidl. direktør i musikbranchen, red.) er den, jeg nu har skrevet kontrakt med, eftersom det var ham, der gav mig min første pladekontrakt. Dengang var jeg 16 år.«
Nu har du så brugt en del af den hovedstol, som Per Højholt sagde, man skulle være varsom med at benytte for meget. Hvad bliver dit næste bogprojekt?
»Jeg mener slet, slet ikke, at jeg for alvor har brugt af hovedstolen, jeg mener derimod udelukkende at have benyttet af mig af mit stof i form af de rammer og de anekdoter, jeg har været omgivet af. Den sidste romantiker er på mange måder en voyeur-roman, en kameraføring gennem miljøer, filmet og instrueret af et personligt engagement og temperament, der dog langt fra danner hele billedet. Det er en action-mættet bog så at sige, hvor jeg som forfatter fremover meget gerne vil forsøge at søge lidt ned i tempo. Nu er jeg blevet befriet for alle anekdoterne, så nu tørster jeg efter fordybelse. Jeg kunne forestille mig, at min næste roman bliver en mere mørk og lukket bog. Foreløbig skal jeg dog lige have reaktionerne med på Den sidste romantiker, men da det siges, at forfattere statistisk topper som 51-årige i modsætning til musikere, der efterhånden når toppen i teenage-årene, så er der vel håb endnu.«
Du var engang mest kendt som musikeren og komponisten Martin Hall. Er det fremover forfatteren Martin Hall, du vil være kendt som? Eller er det fortsat multikunstneren?
»I Danmark opfattes begrebet ”multikunstner” jo som regel som sådan en, der ikke er rigtig god til noget som helst, så lad os springe den kategori over. Jeg er ved at færdiggøre et musikprojekt, men dernæst vil jeg koncentrere mig om at skrive og holde foredrag i en længere periode. Jeg er glad for, at jeg først for alvor er begyndt at skrive nu, som nogleogfyrre-årig, for min pubertet har nok varet en tand for længe, og jeg har i mange år haft mit temperament imod mig. Nu har jeg så satset hele butikken, og det mener jeg er nødvendigt, hvad konsekvenserne end må blive – man bliver nødt til at turde. Jeg har altid været forelsket i idéen om at gøre det umulige, og indtil videre har det jo ikke slået mig ihjel, derimod kun gjort mig stærkere. Jeg er forelsket i idéen om at gøre en forskel, det, at en lille handling kan røre andre og skabe et løft. Der er tider i ens liv, hvor man må tage et valg, også selvom konsekvenserne kan føles ganske uoverskuelige - være »udsat på hjertets bjerge«, som Rilke udtrykker det. Man kan jo som bekendt ikke være bare lidt gravid.«

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere