Store forlag forlader eReolen på stribe

En række forlag følger Gyldendal og Politikens Forlags eksempel og trækker deres titler fra bibliotekernes e-bogstjeneste. 

(Opdateret 18-12-2015 kl. 12:07)

People’sPress. Gad. Modtryk og Alvilda. For dem lykkedes det heller ikke at finde fælles fodslag med eReolen og dermed træffe aftale om en forlængelse af samarbejdet i det nye år.   
”Vi trækker os fra eReolen. De betingelser, vi får tilbudt, er simpelthen ikke i orden,” siger Jan Degner, adm. direktør på People’sPress.
På den måde følger man i Gyldendal og Politikens Forlags fodspor. Begge forlag har efter langvarige forhandlinger nået en erkendelse af, at man ikke kunne blive enige med eReolen. Om overvejelserne på People´sPress fortæller Jan Degner.
”Det er fordi, vi ønsker at benytte licensmodellen hele vejen igennem. Det er en fair model, hvor det digitale udlån bliver sidestillet med det fysiske. Vi kan se en tydelig nedgang i det sidste halvår af 2015 på det kommercielle salg (af e-bøger, red.). Derfor har vi behov for at få udlånet sidestillet med de fysiske bøger,” siger han og tilføjer: ”Alt andet vil være til stor skade for de danske forfattere og forlag.”

I tolvte time
På den måde har Københavnerforlaget efter blot ét møde med eReolen – den 15. december – valgt at trække deres 800 e-bøger fra udlånstjenesten (læs eReolens kommentar til dette).    
Hvordan kan det være, at I har mødtes med eReolen så sent?
”Det må du spørge eReolen om. Men det undrer vi os også over. Jeg gætter på, at de har haft en strategi om, at ’nu får vi de store med, og så bagefter tryner vi de små’. Men vi ville have sagt nej til de her vilkår under alle omstændigheder,” siger Jan Degner.
Fortsætter I dialogen med eReolen?
”Det har vi lagt op til. Vi vil meget gerne fortsætte en konstruktiv dialog i 2016, hvis de kommer på bedre tanker, eller deres bagland ændrer kursen.”

Modtryk: Vi kan ikke konkurrere med gratis
Modtryk og datterforlaget Alvilda har på samme måde valgt at tage sit gode tøj og gå. Her har man ligeledes, siden forlagene tilsluttede sig eReolen i slutningen af januar 2015, kunnet mærke en tilbagegang for salget af digitale bøger.
Det er uholdbart og i længden ødelæggende for et kommercielt salg af e-bøger og lydbøger, at de ligger til gratis udlån på eReolen, mener forlagschef Ilse Nørr. Man kan ikke konkurrere med gratis.
”Vi har derfor ønsket, at der i biblioteksudlånet skulle indbygges en friktion, der betød, at læserne oplevede en væsentlig forskel mellem at købe og at låne. Det har desværre ikke været muligt at lave en sådan aftale,” oplyser forlagschef Ilse Nørr.

Et ansvar for fremtidens bogmarked
Samme melding kom her til morgen fra Gads Forlag.
”Det er ikke med glæde, at vi tager denne time-out fra eReolen, men vi føler, at det er den ansvarlige ting at gøre, eReolens måske for store succes taget i betragtning,” meddeler adm. direktør Ulrik Hvilshøj.
Han henviser direkte til Danske Forlags tal fra 3. kvartal (se nedenfor), der illustrerer, hvordan bibliotekernes andel af det digitale bogmarked nu overstiger de kommercielle aktørers andel.
”Et stort biblioteksudlån giver nogle indtægter til forfattere og forlag her og nu. Men hvis vi føler et ansvar for fremtidens bogmarked, må vi stoppe op nu og spørge os selv, om vi ikke her oplever den berømte midlertidige varme i bukserne,” mener Ulrik Hvilshøj.
Han kritiserer samtidigt bibliotekerne for at gøre alt for lidt for ”at højne det ringe vidensniveau, der præger diskussionen.” Gang på gang har eReolen lovet at indsamle og dele relevant statistik på området, men vi har fået meget lidt at vide, mener Ulrik Hvilshøj.

Udvikling i e-bogssalget til det kommercielle marked og til biblioteksmarkedet

eReolen var brændvarm denne sommer, hvor tjenesten satte udlånsrekord i juli. I september kan man se, hvordan det kommercielle styksalg dykker ned under styksalget til bibliotekerne. Kilde: Danske Forlag.

Læs også BogMarkedets leder: Voksende oprør mod eReolen


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere