Stort interview med Ole Sønnichsen: Her er Carlsens nye strategi

Forlag kan ikke sælge lige så mange bøger til bibliotekerne som tidligere. Det er erkendelsen, der ligger bag den nye strategi for børnebogsforlaget Carlsen. Svaret er et øget fokus på det kommercielle marked, mener forlagschefen. 

Man er ikke i tvivl om, at man er på et børnebogsforlag, når man træder ind på Ole Sønnichsens kontor i Egmonts domicil i Vognmagergade. Her er bogstaveligt talt bøger fra gulv til loft i alle tænkelige farver og faconer. Bøger fylder reoler, hylder og vindueskarme i det pakkede hjørnekontor, der tilhører forlagschefen på Carlsen.
I sidste uge præsenterede Ole Sønnichsen forlagets nye strategi for medarbejderne. Det er en strategi, der helt overordnet reagerer på, at bibliotekerne efterhånden fylder stadig mindre på markedet for børnebøger, og at konkurrencen derfor bliver stadig mere kommercielt funderet. Det er en strukturforandring, som forlagene er nødt til at forholde sig til, forklarer Ole Sønnichsen.     
”Vi vil noget på alle områder. Strategien er fortsat at turde være et bredt forlag med al den risiko, der ligger i at udgive så mange titler. Men også med ønsket om at ramme forskellige målgrupper,” siger Ole Sønnichsen. ”Vi vil gerne øge læseglæden i samfundet, og hvis man vil opnå det, skal man have en bred profil. Det kræver en strategi, hvor man fokuseret og balanceret går efter bredden.”

Nødvendigt, kommercielt fokus
Det lyder ikke som nogen særlig radikalt nyskabende strategi?
”Nej. Dybest set er der ikke nogen radikal forandring. Det handler om, hvilke vej vi vil gå. Vi kommer til at rette os mere og mere imod det kommercielle marked. Børnebogsbranchen har tidligere været meget rettet mod bibliotekerne. Det vil vi fortsat være, men bibliotekerne kæmper jo for tiden med at fastholde lånerne, og derfor må vi også have det her kommercielle fokus.”
Det betyder, at Carlsen skal blive ved med at fokusere på alle udgivelsesområder; både billedbøgerne til de allermindste, højtlæsningsbøger fra 3-6 år, letlæsningsbøger til den tidlige skolealder og så de fremadstormende YA ungdomsbøger, som også læses af voksne.   
”Vi er trådt et par skridt tilbage for at se de store linjer. Hvad er det, vi vil som forlag? Selvfølgelig vil vi tjene penge, det vil alle forlag. Men for mig at se handler det for et børnebogsforlag som os om at få så mange børn og forældre som overhovedet muligt til at læse bøger.”

Et friskt pust
I januar afskedigede Carlsen tre redaktører. Det var, forklarede Ole Sønnichsen dengang, et udtryk for, at han selv som ny forlagschef ønskede at sætte sit hold. Nu søger Carlsen så en ny redaktør med ”en skæv profil.” Læser man stillingsopslaget, vil nogle måske undre sig over, at der specifikt efterspørges en redaktør uden forlagserfaring. 
”Jeg har jo allerede et supergodt hold af redaktører, der kender forlagsbranchen. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad der sker, hvis vi får en person ind, som aldrig har været i forlagsbranchen. Hvad sker der, hvis vi får noget friskt blod ind, der har erfaring fra andre brancher med kommercielle produkter til børn? Det skal give et frisk pust og en masse interessante spørgsmål.”
Til denne stilling er Carlsen blevet oversvømmet af ansøgninger. I dag, hvor ansøgningsfristen udløber, har Ole Sønnichsen modtaget ikke mindre end 220 styk. Hvad der kommer ud af dette eksperiment, er forlagschefen helt åben overfor, fortæller han. Men temmelig sikkert er det, at det ikke er et tiltag, som vil gøre Carlsens profil mindre kommerciel.      

Et kendisforlag?
I Berlingske blev den omdiskuterede trend med kendte mennesker, der springer ud som børnebogsforfattere, for nyligt adresseret i artiklen: ’Der var engang… en kendis.’ Her udtaler forlaget Høst & Søn sig kritisk over for udviklingen, som Politikens Forlag begyndte herhjemme, og hvor Carlsen i dag er bannerfører. Det er en uheldig tendens, for det er jo ikke enhver, der bare kan sætte sig ned og skrive en børnebog, udtalte Anne Mørch Hansen fra Høst & Søn her til Berlingske.
Og Carlsen har vitterligt en lang række af børnebogsforfattere, som i forvejen er kendt i andre sammenhænge, i stald: Blandt andre Sebastian Klein, Manu Sareen, Jacob Riising, Lise Rønne og Hella Joof.
”Ja, vi udgiver kendte, og vi har en aftale med DR. Det kan man jo tydeligt se på vores udgivelser. Det handler om, at med nogle kommercielle produkter kan vi ramme nogle mennesker, som ikke ellers ville læse bøger. Når de ser nogle brands eller nogle universer, som de kender fra andre platforme, så går de med ind. Det handler igen om, at vi vil have så mange som muligt til at læse, og kendisbøger er bare endnu et ben at stå på.”
Er det så fordi, de her kendte faktisk har noget på hjerte, eller er det bare fordi, deres navne sælger? 
”Jeg ville ikke lave en bog med en kendt, som ikke har noget på hjerte. Det kan man ikke. Man kan ikke putte indhold ind i en hul skal. Jeg bliver ved med at sige det højt: ’Ja, vi vil gerne lave bøger med kendte.’ For det er et af de ben, forlaget satser på. Men vi er ikke kun et kendisforlag, selvom nogle folk gerne vil reducere os til det,” siger Ole Sønnichsen, der understreger, at ud af de 243 titler, som forlaget udgav sidste år, var kun godt 20 kendisbøger.

Romankonkurrence skal ryste træet
Carlsen vil nemlig også gerne opdyrke nye, danske forfattere. Det er blandt andet derfor, forlaget har udskrevet en YA romankonkurrence, der har løbet siden foråret 2015, og som snart har deadline for indlevering af manuskripter.
”Der er to ben i konkurrencen: Vi vil gerne opdyrke ny dansk litteratur. Med sådan en romankonkurrence kan vi ryste træet af danske forfattere og få en masse manuskripter ind. Vi vil gerne se, hvad der kommer, når man sætter 100.000 kroner på højkant. Det andet er, at vi kan se, at markedet for ungdomsromaner vokser, og derfor vil vi også gerne gøre mere her.”
Romankonkurrencen lukker for flere bidrag den 1. maj. Vinderen udråbes i efteråret på BogForum og snupper tilmed gevinsten på 100.000 kroner.

Fakta:
  • Carlsen har 12 medarbejdere, syv af dem er redaktører og en ny redaktør er altså ved at blive rekrutteret i øjeblikket.
  • Ole Sønnichsen tiltrådte som ny forlagschef i oktober 2015.
  • Tidligere har han været chef for rum og formidling på Koldingbibliotekerne. Før det var han redaktør for fagbøger på Gyldendal, hvor han har udgivet en række biografier.
  • Ole Sønnichsen er desuden forfatter til den store, dokumentariske fortælling ’Rejsen Amerika’ – om de 300.000 danskere, der udvandrede til USA.
  • Han er født i 1973 og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og San Francisco State University.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere