To storværker

Samme forlagshus udsender to mammutværker, hvor det ene kan købes hos boghandlerne, mens det andet kun sælges direkte fra forlaget.Mens Aschehoug i høj grad inddrager landets boghandlere i lanceringen af en ny skønlitterær Danmarkshistorie på omkring 25 bind, har Egmont Serieforlaget besluttet, at værket ikke lægges ud til salg i boghandelen, når de udsender Carl Barks’ samlede værker i...

Samme forlagshus udsender to mammutværker, hvor det ene kan købes hos boghandlerne, mens det andet kun sælges direkte fra forlaget.
Mens Aschehoug i høj grad inddrager landets boghandlere i lanceringen af en ny skønlitterær Danmarkshistorie på omkring 25 bind, har Egmont Serieforlaget besluttet, at værket ikke lægges ud til salg i boghandelen, når de udsender Carl Barks’ samlede værker i 30 bind til en samlet pris, der ligger i nærheden af, hvad Encyklopædien kostede, nemlig 14.940 kr. + 750 kr. i porto. »Andcyklopædien« bliver på omkring 8.000 sider, og de 30 bind vil blive leveret i 10 kassetter i et oplag på 1.800 eksemplarer. De første tre bind udkommer i august i år, og de sidste tre bind udkommer i august 2008.
Som abonnent er man garanteret at få sendt samtlige bind i løbet af abonnementsperioden, men man kan vælge at afslutte sit abonnement når som helst ved at give besked.
Egmont Serieforlaget tager det forbehold, at et abonnement, som afsluttes før værket er komplet, kan blive overtaget af kunder på venteliste.
Er der boghandlere, der er skuffede over ikke at få mulighed for at sælge Carl Barks, kan de så glæde sig over, at det er dem, der kommer til at sælge Slægten, som er udviklet af Det Historiske Hus i Odense og Aschehoug. Første bind i serien, Den hellige Knud er skrevet af Maria Helleberg, og den har Valdemar Dane som hovedperson. Han er grundlæggeren af den adelsslægt, som man i løbet af omkring 25 romaner vil følge gennem små 1000 år. Slægten vil blive skrevet af forskellige forfattere, og hvert bind vil slå ned på en periode og begivenhed fra den sene vikingetid og frem til vor tid. Foreløbig har Aschehoug planlagt fire romaner mere, men hvor mange det bliver til i alt, kan forlaget endnu ikke sige. På Danmarks Radios hjemmeside, www.dr.dk, kan man læse et uddrag fra første bind af krøniken om adelsslægten Dane.
Den hellige Knud er på 276 sider og koster indbundet 179 kr. frem til den 3. august, hvor prisen stiger til 229 kr. De to næste bind udkommer i hhv. august og oktober, og de enkelte bind kan købes separat.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere