Svært at spå om Nobelprisen efter Dylan

Efter sidste års overraskende valg af musikeren Bob Dylan er det meget svært at forudse, hvem der kommer til at modtage Nobelprisen i Litteratur i morgen.

 Det har altid været notorisk svært at få nogle kommentarer ud af Nobelpriskomiteen, og heller ikke i år er det lykkedes et medie at få en af de 18 svenske litterater, der beslutter prisen, i tale. Ifølge The Guardian kan man regne med en longlist på 350 forfattere, dramatikere og poeter, som komiteen har at vælge imellem. Mindst halvdelen af medlemmerne skal stemme på en forfatter, før vedkommende kan vinde.

Hvor mange af disse 350, der i år består af musikere, eller måske bloggere, historikere eller noget helt fjerde, er umuligt at vide, men en række kommentatorer, fx Alex Shepard fra New Republic, er utilfredse med den effekt, Bob Dylans pris kan have haft på Nobelprisen i det hele taget.

”Ingen har nogensinde kunnet forudsige Nobelprisen præcist, men valget af Dylan har ændret prisens kulturelle felt og omdømme. Hvad er Nobelprisen i Litteratur nu? Det var ikke nemt at svare på før i tiden, i og med at Winston Churchill, Dario Fo og Svetlana Alexievich alle har modtaget en. Men det er helt klart sværere nu!”

Nobelprisen er uden tvivl en af de mest prestigefulde litteraturpriser, der findes. Spørgsmålet er, om den har indflydelse på den generelle opfattelse af litteraturbegrebet, og om Dylan har påvirket denne?

Årets bedste odds

Skal man tro Ladbrokes, det største af de mange bookmakerfirmaer, der tilbyder odds på Nobelprisen, er årets felt sammensat af ret obskure forfatterskaber og de gammelkendte forfattere, der mange gange er blevet forbigået.

I toppen finder man således den næsten 80-årige kenyaner, Ngũgĩ wa Thiong’o, der i årevis har været nævnt som et bud på en Nobelprismodtager. Hans odds er i skrivende stund 4-1. Det er i øvrigt 24 år siden, en sort forfatter sidst har modtaget Nobels litteraturpris, og 31 år siden, en sort afrikaner har fået den. I samme luftlag finder man en anden forfatter, der er blevet ”sprunget over” i årevis: japanske Haruki Murakami med odds 5-1.

Lige under Murakami ligger den eneste kvinde og eneste vesterlænding i top fem, Margaret Atwood, der har skaffet sig aktuel verdensberømmelse med serialiseringen af sit 1985-værk, The Handmaid’s Tale. Atwood ville være en særligt interessant vinder, da hun ville være en ud af utroligt få science fiction-forfattere blandt nobelprismodtagerne. På en delt fjerdeplads hos bookmakerne ligger den sydkoreanske lyriker Ko Un og kineseren Yan Lianke – sidstnævnte er den eneste i top fem, der er under 68 år gammel – med odds 8-1.

Et godt stykke længere nede på listen dukker den eneste dansker, Jussi Adler Olsen, op med odds 50-1, side om side med norske Karl Ove Knausgaard og imponerende nok over Salman Rushdie (80-1) og A S Byatt (100-1). Som sagt har selv Ladbrokes ikke gjort plads til sangskrivere eller andre typer af kunstnere på listen over potentielle vindere. 

Modtageren af Nobelprisen i Litteratur 2017, og de ni millioner svensker kroner, der følger med, bliver offentliggjort i morgen, d. 5. oktober, kl. 13.00.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere