Svar vedrørende Bo Østlunds indlæg: Er I dem, vi andre ikke må lege med …?

Det er ikke sandt, når Bo Østlund hævder i Bogmarkedet, at Saxo ikke har promoveret hans mindebog ‘This is my life’, men i stedet udelukkende har promoveret Jens Andersens biografi om Kim Larsen. Bo Østlunds bog er tværtom blevet promoveret i adskillige henseender.

I Saxo er styrken bredden, og Saxo har brug for at være en troværdig boghandel med et bredt sortiment, så Saxo dækker alle forfattere og alle forlag og overfor kunderne fremstår som en bred alsidig boghandel, der tjener kunderne og ikke et enkelt forlags særinteresser. Hvis det skete, ville det underminere Saxos eksistensgrundlag.

Uagtet at Saxo i cirka ti år har været delejet af JP/Politikens Hus og dermed også kan siges at have en form for relation til Politikens Forlag, har det ikke givet anledning til, at bøger fra Politikens Forlag har fået en fortrinsstilling i forhold til andre forlag. Det er alene kommercielle overvejelser, der ligger til grund for, hvilke bøger der eksponeres i højere grad end andre.

Som enhver anden boghandel i efterårssæsonen er der kamp om pladserne på de forreste hylder, og Saxo bestemmer selv suverænt, hvilken eksponering Saxo vil give en bog baseret på almindeligt købmandskab i forhold til den forventede pris/fortjeneste, og hvilken relevans Saxo mener, bogen har for sine kunder. Dette gælder både indholdet på Saxos hjemmeside, såvel som indholdet af nyhedsbreve, der sendes ud til kunder.

Saxo har givet Bo Østlund og hans billedbog om Kim Larsen en særdeles fair markedsføring/eksponering. Det er hård konkurrence at være oppe mod Jens Andersens Kim Larsen-biografi. Som bekendt er Jens Andersen en af Danmarks mest populære forfattere indenfor biografigenren, og hans bog er den første og eneste, Kim Larsen selv har medvirket til, og som er baseret på samtaler med Kim Larsen.

Som følge heraf har denne bog naturligt fået en misundelsesværdig position i markedet, herunder meget større og bredere omtale i medierne, nomineringer til litterære priser og opnået væsentligt større salgstal end Østlunds bog. Dette ville have været gældende, uanset om bogen var udkommet på Gyldendal, L&R eller et hvilket som helst andet forlag. Når det er sagt, så har Saxo også promoveret Østlunds bog via blandt andet:

1. forsidebanneret på Saxo.com

2. på landingssiden:

 

 

3. Desuden er bogen blevet søgeoptimeret, sådan at den ligger først i resultaterne OGSÅ, når man søger på Jens Andersen (hvilket måske ikke er helt rimeligt i forhold til Jens Andersen, hvis øvrige bøger så kommer efter Bo Østlunds):

 

 

 

 

4. Derudover har den været med i vores nyhedsbrev i midt-januar

5. Desuden har Østlunds bog indgået i vores anbefalinger i nyhedsbrevet, på sitet (”Andre købte også” etc.)

6. Både hvad angår Jens Andersens bog og Bo Østlunds, er 1/7 af trafikken til deres respektive produktsider kommet fra vores nyhedsbreve – så der står de andelsmæssigt lige 

7. Desuden havde Bo Østlunds bog forsideplacering på Saxo.com i dele af november


Som det fremgår af dokumentationen, har Bo Østlunds bog fået en fair eksponering og opnået en pæn placering på månedens bestsellerliste på saxo.com i november-december. Østlunds påstand om negativ særbehandling er helt urimelig og spekulativ, i forhold til at Saxo skulle have beskyttet særinteresser.

Saxo opfatter Bo Østlunds henvendelse som et forsøg på at tvinge Saxo til at promovere Østlunds bog i højere grad, end hvad bogen tilsiger ud fra en kommerciel betragtning.

Saxo vil gerne understrege, at de ikke lader sig true af hverken forlag eller forfattere til at give disse en særposition i Saxos markedsføring i forhold til den uafhængige vurdering, Saxo som sælger vælger at give en bog.

Saxo vil gerne lege med alle forfattere og bøger, men som vi alle kender det fra ”dengang da vi var lille”, så er det nu sjovest at lege, hvis der ikke er en ”bully”, der forsøger at true sig til at diktere legens gang.

 

Ulla Ewald Stigel er Head of Content hos Saxo.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere