Svetlana Aleksijevitj modtager Sonningprisen 2021

Den Hviderussiske forfatter og systemkritiker Svetlana Aleksijevitj modtager den fornemme pris i år.

Sonningprisen er blevet uddelt siden 1959, dog siden 1971 omtrent hvert andet år. Prisen uddeles efter indstilling fra europæiske universiteter, og den administreres af Københavns Universitet.

Navnene på tidligere modtagere af prisen - eksempelvis Karl Popper, Winston Churchill, Günther Grass, Orhan Pamuk, Jürgen Habermas og Hannah Arendt - er sigende om den prestige og intellektuelle tyngde, der er forbundet med prisen.  

Svetlana Aleksijevitj modtager prisen med afsæt i hendes værk om det røde menneskes historie (homo sovjeticus), der består af fem såkaldte vidnesbyrdromaner. De er alle udkommet på dansk - enten på mikroforlaget Palomar eller på Lindhardt & Ringhof.

"Aleksijevitj har beriget vores fælles europæiske fortælling med oversete og ukendte aspekter," siger Tine Roesen, lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, som har indstillet Aleksijevitj til Sonningprisen.

Aleksijevitjs bøger er oversat til 52 sprog i 55 lande. I 2015 modtog hun Nobelprisen i litteratur.

BogMarkedet ønsker tillykke!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere