Synlighed er hemmeligheden

Skal boghandleren spille en rolle i lokalsamfundet? Elsa Billund, der ejer Billunds Boghandel i Fredericia, svarer bekræftende. Her ligger nøglen til boghandelens overlevelse måske gemt.   

I den sydlige ende af gågaden Gothersgade i den gamle fæstningsby og fristad Fredericia ligger Billunds Boghandel. Boghandelen optager stueetagen i den fornemme hjørnebygning med tårn og bronzetag.

Gadenettet i den gamle bydel er strengt diagonalt, så man kan se fra den ene ende til den anden. Indenfor i boghandlen er det anden sag. Indretningen gemmer på mange skatte bag bogopstillinger i forskellige størrelser sat i lige og skæve vinkler. Her kan bogelskeren ooze og overraskes. 

Indehaver Elsa Billund – der overtog forretningen fra sin far i 1991 – svarer på BogMarkedets spørgsmål. Undervejs bliver vi afbrudt af kunder, der skal betjenes, og jeg får tid til at tage fotos.

 

I har en meget aktiv Facebook-profil – er det besværet værd?

”Facebook gives os et link til de af vores kunder, der ikke når ind i boghandlen hver dag. Det er på mange måder en tidsrøver, men jeg tror, indsatsen kan betale sig på sigt. Vi skal være synlige på mange måder, og dette er én af dem.”

Butikken afholder løbende forfatterarrangementer, senest med Leonora Christina Skov. I efteråret markerede Billunds Boghandel selvfølgelig, at forlaget People´sPress udgav hele to bøger om Fredericia Teater samme dag.

 

Bøger overalt.Som mange andre boghandlere er Billunds Boghandel udstyret med blød læderstol og -sofa, så kunderne i ro og mag kan kigge i bøgerne. Nær indgangsdøren står en stor kaffemaskine. 

 

Kunder og service

”Vores kundekreds er meget blandet. Vi har både lokale stamkunder og så folk, der bor langt væk, men som af og til besøger butikken. Det skyldes uden tvivl vores meget brede udvalg af bøger på hylderne. De opsøger de gode oplevelser,” siger Elsa Billund med et smil på læben.

Blandt alle de nye bøger i Billunds Boghandel finder man mange ældre titler, som man rent havde glemt i strømmen af udgivelser, men som man faktisk gerne vil have stående på bogreolen. 

 

Hvad kendetegner ifølge dig den gode boghandel?  

”Et bredt udvalg er én af tingene, altså at vi både har klassikerne og er ajourført med de nye titler.  Vi prioriterer også et højt kvalificeret personale, der kan vejlede og eventuelt foreslå alternative titler, hvis vi ikke lige har den efterspurgte bog på hylderne.”

Elsa Billund læser meget selv, både dansk og international litteratur. Det er vigtigt for hende at følge med i, hvad der rør sig. ”Personalet er heldigvis sammensat af mennesker med ret forskellig smag,” fortæller hun. ”Vi forsøger at trække på hinandens viden. Vi har hver vores forcer, og vi vil gerne inspirere hinanden – og især kunderne selvfølgelig.”

”For mange kunder betyder det rigtig meget, at vi kender hinanden,” fortæller Elsa Billund. ”Og så kan vi også bedre vejlede dem, så de finder en bog, der fænger. Kender vi dem, går vi ikke så nemt fejl af hinanden.”

”Selv om nogle kunder er meget sikre i deres smag og ved, hvilke de bøger, de går efter, vil mange gerne blive inspireret og overrasket af enten den begejstrede boghandler, der vejleder og anbefaler, eller fordi man selv kigger i bogen og bliver overrasket og nysgerrig. Det er som at på opdagelse, og den følelse får man jo ikke ved at læse anmeldelser. Man skal næsten stå med den fysiske bog i hånden.” 

 

To kunstnere fra Det Kongelige danske Kunstakademi designede sidste år fyrretræsdisken midt i butikslokalet. De forgangne 25 år stod Elsa Billund med ryggen vendt mod de store sydvendte vinduer.

 

Bylivets udfordringer

”Vi står overfor en masse udfordringer. Det er jo ikke kun bogbranchen, der er presset. Det er jo sådan set de små provinsbyer i sin helhed. Folk får nye forbrugsvaner. Indkøbsstederne bliver dels større, dels trukket ud af byerne.”

Elsa Billund fortsætter ræsonnementet: ”I Fredericia har vi endnu ikke store indkøbscentre, og vi kan håbe, at vi kan være med til at præge byudviklingen, så byen bliver ved med at have en mangfoldighed af små butikker. Så kan vi overleve på den måde.”

Billunds Boghandel har et godt samarbejde med andre aktører i lokalområdet såsom kirkerne, folkeskoler, biblioteket, gymnasiet, social- og sundhedsskolen, byens succesfulde teater og andre, der vil stable et arrangement på benene.

Det er vigtigt for Elsa Billund, at butikken er en integreret del af lokalsamfundet. Også selv om arrangementerne ikke nødvendigvis kaster bogsalg af sig her og nu.

Bylivet i Fredericia er – ligesom mange andre steder i landet – et helt andet end for bare 10 år siden med mere caféliv og mange flere folk, der spiser ude. Det kan få stor betydning for boghandelen: 

”Jeg tror, folk gerne vil den fysiske bog, men jeg ved ikke, om man kan kæmpe mod udviklingen, når folk får andre indkøbsvaner. Folk pendler mere. Så det er os, der skal indrette os efter kundernes behov med hensyn til åbningstider, så de kan nå at handle dér, hvor de gerne vil. Udfordringerne ligger snarere i rammerne end i indholdet,” afslutter Elsa Billund.

 

Billunds Boghandel ligger allernederst på Fredericias gågade ved Ryes Plads. Turister fra sommerens mange krydstogtskibe kommer forbi butikken på deres vej fra havnen til den hyggelige bymidte. Derfor fører Elsa Billund et halvstort udvalg af engelsksprogede rejsebøger og paperbackromaner. 

 

  

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere