Tørke. Af Michael Pedersen.

Sort humor, uperfekte mennesker, pengefikserede småborgere, ideologisk frelste – og en vranten pensionist der trods al sin humanisme fornærmer og fordømmer.

”Verdensborgeren er det menneske, der er bevidst om den humanitet, det har til fælles med alle andre mennesker.” Bogen starter i det høje leje med dette citat af den danske filosof Peter Kemp.

Bogens hovedperson er den pensionerede dansklærer Hugo, der hader sine naboer af et godt hjerte. Et hjerte i hvert fald. Egentlig nærer læseren i de første lange stræk af bogen forventning til, at humanisten Hugo er det af Kemp omtalte verdensmenneske.

De borgerligt sindede naboer – som er gennemsyret af ublu materialisme og fremmedangst, i hvert fald i Hugos uforsonlige øjne – skulle så repræsentere alt det onde.

Helt så enkelt er det (heldigvis) ikke. Der er ingen verdensborgere, finder læseren ud af. 

Bogen titel skal mest af alt forstås i overført betydning: Tørke i forholdet mellem mennesker. Verden bliver gold, og forholdet mellem Hugo og hans naboer bliver værre og værre.

Hugo isolerer sig i trods bag hækken om sin husgrund (ligusterfascisme kalder han det med et strøg af selvironi), men kampgejsten lader sig ikke undertrykke – han kan ikke lade være med at mænge sig med sine naboer for at forarges over dem og fornærme dem. Igen og igen.

Handlingen er lige ud ad landevejen, spændingskurver skal man lede længe efter, og personerne ændrer sig ikke undervejs. Det er stadig de samme mennesker på sidste side som på første.

Når bogen alligevel rager op, skyldes det den ofte særprægede dialog. Aforismer afløser tvetydigheder, tænksomme spydigheder liver op. Dialogen gør ‘Tørke’ til et interessant bekendtskab, en bog der er værd at genlæse.

 

Michael Pedersen: ‘Tørke’, Forlaget Brændpunkt 2019.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere