Tankevækkende, ikke sandt?

Verden flyder, heldigvis. Vi snupper godbidder fra gamle undersøgelser om bogbranchen. Dengang græsset altid var grønt?

I 1958 udgav den franske bogsociolog Robert Escarpit sin undersøgelse om bogmarkedet i international belysning. I de kommende år skete forandringerne så hurtigt, at analysen jævnligt måtte opdateres.

I 1972 udkom den danske oversættelse af fjerde franske udgave (plus ekstramateriale fra den tyske udgave) tilsat omfangsrige noter om situationen i Danmark. Titlen var ‘Bogen og læseren’ (Hans Reitzel), og noterne var skrevet af Hans Hertel.

  • I 1959 opfyldtes cirka 20 % af danskernes læserbehov via køb af nye bøger. Resten, må man gætte, kommer fra biblioteksudlån, antikvariater og venneudlån. ”Bibliotekslånerne er ofte blevet set som bogbranchens fjender,” oplyser Hans Hertel (s. 209). Tanken om biblioteker som bogbranchens fjende forekommer bizar i dag, al den stund at biblioteksindkøb fra forlag og bibliotekspenge til forfattere holder gang i branchens økosystem.
  • Omkring ti danske boghandlere lukker hvert år – fra 828 butikker i 1950 til cirka 700 i januar 1972 (i 2019 er der cirka 300, ). Knap en tredjedel af boghandlernes omsætning er med andre varer end bøger, altså papir, kontorartikler, foto med mere. (s. 230)
  • Dengang levede konjunkturerne også; 1948-56 var ”ti magre år”, ”de ti fede år” var 1958-67, hvor bogomsætningen tredobledes. I 1971 er tallet stagneret. (s. 249)
  • Bøgernes levetid på boghandlernes hylder var (også) kort dengang. Skønlitteratur er ”umulig at vække til live”, hvis bogen ikke bliver solgt ”i sin egentlige sæson.” (s. 201)
  • Skøn tyder på, at helt op til 30-40 % af alle bogtitler ikke svarer sig økonomisk. Det gennemsnitlige bogoplag i midten af 1960’erne er på 6-9.000 eksemplarer, ”tallet trækkes formentlig opad af de højere billigbogsudgaver.” (s. 245)
  • I 1964 kunne Socialforskningsinstituttet berette, at en mindst tredjedel af befolkningen læser for sin fornøjelses skyld hver dag – desuden ser man: ”en vis nedbrydning af murene mellem det dannede og det folkelige kredsløbs lektureudbud og lekturevalg.” (s. 211)

Nyt, gammelt og evigtgyldigt i det lille udvalg af historiske nødder. Tankevækkende, ikke sandt?

 

BogMarkedet holder ferie i juli, men ligesom sidste sommer bringer vi en sommerserie med daglige afsnit, hvor profiler fra bogbranchen fortæller om deres sommerlæsning.

I efteråret lancerer vi en podcastserie med interviews med danske forfattere, hvor vi undervejs tager et kig ind bag bogbranchens forhæng. Dén glæder vi os til at fortælle mere om!

God sommer!

 

Foto: iStock/Getty Images.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere