Ti medarbejdere fyret i Gyldendals Bogklubber

Omstruktureringer i forlagets organisation har betydet, at ti medarbejdere inden for bogklubberne i går blev opsagt.

Ti medarbejdere blev i går opsagt fra Gyldendals Bogklubber. Det drejer sig hovedsageligt om medarbejdere med ledelsesansvar, og også den nu forhenværende direktør for Gyldendals Bogklubber og netbutikker, Tine Weppler, er blandt de opsagte.
Det bekræfter Gyldendals adm. direktør Stig Andersen over for BogMarkedet. Årsagen er, at forlaget er i gang med en større omstrukturering, som blandt andet betyder, at bogklubberne igen integreres i forlaget.
”Når vi nu tegner den fremtidige organisation, er der nogle stillinger, som bliver nedlagt. Derfor måtte vi i går desværre sige farvel til flere af medarbejderne i bogklubberne, herunder ledelsen,” siger Stig Andersen.

Et opgør med tidligere syn på bogklubber
I mange år lå bogklubberne sammen med Gyldendal og var en integreret del af forlaget. For en del år siden flyttede de så ud i et eget lejemål. Men nu flytter de altså hjem igen.
Det sker blandt andet for at skabe mere synergi imellem forlagets forskellige værktøjer til at nå kunderne. For eksempel kunne man godt forestille sig, at Gyldendals flere hundrede tusinde bogklubmedlemmer også kunne være interesserede i andre af Gyldendals produkter, forklarer Stig Andersen.

15 år i spidsen for Gyldendals Bogklubber
Det nye samlede fokus på trademarkedet bliver forenet under den nyansatte direktør Erik Harrs ledelse. Der forventes ikke flere opsigelser i den omstrukturering, der er i gang, oplyser Stig Andersen videre.
De ti opsagte medarbejdere fik besked i går og er stoppet med øjeblikkelig virkning. Tine Weppler har siden januar 2001 stået i spidsen for Gyldendals Bogklubber. Hun kom fra en stilling som direktør for Bonniers Bogklub og har ligeledes tidligere været redaktør på flere forskellige forlag. 

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere