Torben Lamberth 60 år

60 år med bøger i blodet

Forlægger Torben Lamberth fylder 60 år den 2. januar.

Som søn af boghandlerparret Britta og Villy Lamberth, som i mere end 30 år drev butik på Amagerbrogade, lå det lige for, at Torben Lamberth skulle beskæftige sig med bøger, og han har da også brugt størstedelen af sit arbejdsliv på disse. Først med et par år som daglig leder af forældrenes boghandel med sideløbende studier i økonomi på CBS - dengang Handelshøjskolen.

I 1984, efter afsluttede studier, etablerede Torben Lamberth LAMBERTHs Forlag og blev således med sine 25 år Danmarks yngste forlægger på daværende tidspunkt. Nogle af forlagets første udgivelser var de lokalhistoriske ’Vore tipoldeforældres Amager’ og ’Hilsen fra Amager’, men forlaget blev hurtigt kendt for sine mange billige og populære fagbøger, humorbøger, gavebøger og kunstbøger.

Torben Lamberth har efterfølgende udvidet forlagets produktion til også at omfatte papirvarer som billedkalendere, postkort, plakater, spil og merchandise, og LAMBERTH er i dag førende udbyder af museumsartikler med populær dansk kunst som Skagensmalerne, Oluf Høst, Paul Fischer, Hans Scherfig, Leif Sylvester med flere og samarbejder med museer og udstillingssteder i både Danmark og udlandet.

Indtil for få år siden drev Torben og Lena Lamberth, hustru og medejer siden 1994, sideløbende med forlagsvirksomheden butik i Skagen. Ska:la – Kunst & Souvenirs, var showroom for den kunstrelaterede del af forlagets aktiviteter og har forsynet folk fra nær og fjern med forlagets mange populære reproduktioner og udgivelser.

Siden slutningen af 1990’erne har LAMBERTH haft øget fokus på børnebøger. Med mere end 100 udgivelser om året hører LAMBERTH da også til en af de betydeligste spillere på det danske billedbogsmarked i dag og har efterhånden udgivet mere end 2.500 titler på dansk. Siden 2012 har LAMBERTH også været etableret i Sverige, hvor forlaget, ligesom i Danmark, primært udgiver billedbøger til biblioteksmarkedet. 

Torben Lamberth er bortrejst på dagen.

Reception vil blive afholdt i forbindelse med forlagets 35 års jubilæum i maj.

BogMarkedet ønsker tillykke!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere