Tre forlag står bag ny streamingtjeneste

Gyldendal, Modtryk og Gads Forlag lancerer i fællesskab en nyskabelse på lydbogsmarkedet. Platformen Chapter bliver åben for alle forlag, der vil være med. Chapter åbner for brugerne i efteråret.

Så sent som i forgårs bragte vi nyheden om, at Gyldendal ville gøre sine populære Forfattermorgener, der har kørt digitalt under coronakrisen, permanente.

I dag følger så nyheden om, at Gyldendal sammen med to andre forlag – Gads Forlag og Modtryk – skaber en fælles streamingtjeneste ved navn Chapter.

Det digitale bogmarked er i voldsom vækst og udgør en stadigt stigende del af det samlede bogmarked. Udviklingen drives primært af lydbøger, og partnerne bag Chapter vil med et dansk, publicistisk afsæt være med til at præge denne udvikling, som i Danmark ellers er kontrolleret af internationale aktører,” hedder det i pressemeddelelsen. 

”Læserne bliver ved med at efterspørge nye måder at tilgå fortællinger på, og den positive udvikling vil vi som forlag gerne bidrage til. Chapter bliver en velfungerende salgskanal, men også og ikke mindst et inspirerende samlingssted for læsere af alle slags.

Jeg glæder mig særligt til, at vi med Chapter tilbyder børnefamilierne en ny streamingtjeneste, der kan være med til at øge børnenes og de unges læselyst,” udtaler Malene Schioldan, adm. direktør i Modtryk.

Bag Chapter står virksomheden Chapter A/S, hvor Gyldendal ejer 65%, mens Gads Forlag ejer 25% og Modtryk 10%.

Viden er (delbar) magt

Platformen Chapter bliver åben for alle forlag, og der vil være ”konkurrencedygtige afregninger til forlag og forfattere,” lover pressemeddelelsen.

Tidens store buzzword i bogbranchen er Big Data, der blandt andet muliggør kundesegmentering og (måske) mere præcis produktudvikling af nye bogtitler med mere; kundeoplysninger, der er tilgængelige for nogle forlag, mens de er skjulte for andre uden egen digital platform.

Omvendt vil Chapter ”samarbejde med forlagene om at dele viden og indsigter om abonnenternes lytte- og læseadfærd,” som det videre hedder.

En gulerod i en algoritmeforskrækket tid. Det fremgår ikke i hvilket omfang adgangen strækker sig for ikke-medejere af Chapter A/S. Har de eksempelvis adgang til oplysningerne fra andre forlags udgivelser, eller kun deres egne? Og hvilke tal kan de tre ejerforlag se?  

---

Foto: iStock/Getty Images.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere