Tv-annoncer for bøger

Markedsføringsbidrag fra FDBNyt, lille forlag forsøger nye veje i lanceringAf Nils BjervigNu kommer der reklame for bøger i tv. Det har været anset for umuligt før på grund af økonomien. Men nu satser det lille nye forlag MeMeMedia en markedsføring af paperbackudgaven af Sjak Svendstorps bog Frømandskorpset på TV Danmark.»Vi gør det i forbindelse med...

Markedsføringsbidrag fra FDB
Nyt, lille forlag forsøger nye veje i lancering

Af Nils Bjervig

Nu kommer der reklame for bøger i tv. Det har været anset for umuligt før på grund af økonomien. Men nu satser det lille nye forlag MeMeMedia en markedsføring af paperbackudgaven af Sjak Svendstorps bog Frømandskorpset på TV Danmark.
»Vi gør det i forbindelse med TV Danmarks udsendelse om Frømandskorpset, der kommer den 7. marts i serien 48 timer. Vi har to reklamespots, en på hver side af udsendelsen,« siger Sjak Svendstorp i en samtale med Bogmarkedet den 2. marts. Sjak Svendstorp er forfatter og forlagskonsulent i forlaget, som ledes af hans hustru Mette Christoffersen.

Nyt forlag
Forlaget startede i 1999, og de har udgivet få, men godt sælgende bøger: Skyldig, Rasmus Trads’ selvbiografi fra 1999 og i oktober 2000 altså Frømandskorpset.
»Ordinærudgaven gik så fint, så vi besluttede at forsøge at få eftersalget med en paperback. Men vi ville gerne gøre noget særligt. I forbindelse med Tv-Danmarks udsendelse 48 timer om Frømandskorpset ville vi lave tv-reklame. Vi kontaktede forskellige kæder med forslag om at støtte en tv-reklame omkring udsendelsen. Det eneste tilfredsstillende tilbud kom fra FDB, der ville give et pænt markedsføringsbidrag.«
Hvad gør denne annoncering mere attraktiv end andre? Normalt siger man jo, at en bogs reklamebudget ikke kan bære promovering i tv?
»Nu er det jo specielt, dette her,« siger Sjak Svendstorp. »Tv-stationen regner med 168.000 seere til udsendelsen. Og det er kernegruppen for netop denne bog – nok flest unge mænd med en eller anden form for militære ambitioner. Derfor kan det lade sig gøre.
Vi og FDB deler udgifterne næsten fifty-fifty. Det er faktisk ikke så dyrt. Man skal jo huske på, at det ikke er et reklamespot, der skal bringes mange gange i forskellige forbindelser. Det er målrettet reklame, der omkranser en udsendelse med samme emne som bogen. Desuden kører tv-stationen en konkurrence i ugen op til udsendelsen, hvor en af præmierne er – bogen Frømandskorpset.«
Hvad taler vi om i kroner og ører?
»Det er ikke så dyrt, som man skulle tro. 17.000 kr. for de to spots og 2.000 kr. for selve produktionen. Dyne-Larsen kunne ikke gøre det billigere. Fra FDB får vi 9.000 i markedsføringsbidrag.«
Betyder det, at bogen kun kan fås i FDB’s forretninger?
»Nej, vi har tilbudt bogen til alle kæder, og det er med fuld returret. Men tv-spottet henviser selvfølgelig kun til FDB.«
Forlaget oplyser, at man den 2. marts kun havde 237 eksemplarer tilbage af det oplag af paperbacken på 9.000 eksemplarer, der blev leveret en lille uge før. Prisen er 149 kr., og den er fast.
Sætter I så et nyt oplag i gang?
»Lad os lige klappe hesten. Vi vil lige se, hvad udsendelsen og tv-spottene kan udrette,« slutter Sjak Svendstorp.

Flere tv-reklamer
FDB kan bekræfte, at der bliver givet dette markedsføringstilskud. »Når jeg på mødet i Foreningen for Forlagsfolk sagde, at forlaget havde betalt det hele, var det ikke for at skjule noget,« forklarer Michael Bach-Marklund. »Det drejede sig blot om så lille et beløb, at det ikke var så væsentligt. Når vi taler om tv-reklamer, drejer det sig jo ofte om flere hundrede tusinde kroner.«
Der har allerede været et tilbud til fra et andet forlag om at gå sammen om tv-reklamer, så Bach-Marklund forudser, at det er noget, vi kommer til at se mere til.
10/11 2001

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere